Af Henrik Volsgaard-Iversen på Facebook

Foto: Gorm Valentin

En sen melankolsk nattetime tænker jeg på min gamle ven og kammerat Anders… Anders Stefansen, som gled bort fra os forleden. Det går langsomt op for mig, hvad den stille mand med de klare brune øjne egentlig har betydet for os, altså den generation, der brød ud i 50’erne og 60’erne. På den brede led: Anders bragte os Beatles, Stones og en helvedes masse rock’nroll, som ikke sagde mig så meget, men han bragte os JAZZ…JAAAAZZZ. De store koncerter med Basie, Ellington, Peterson, Hawkins, Rollins…Newport Festival, name them.. i de store år i 60’erne 70’erne med sine venner Norman Granz og senere George Wein… Hvordan får man 100 musikere til byen, på koncert hotel, på sjov og af sted igen. ’Det er jo bare at gøre det,’ sagde Anders.’Nogle er besværlige, men det fixer man jo. Så er det i orden!’ Det er det jeg husker man bedst for: det beroligende og afsluttende: ’Så er det i orden!’ Det var det som regel med Anders. Og så en diskret ternet jakke fra Brdr. Andersen, som jeg mener at have genset i ca 40 år, og slips som Oscar P. havde foræret ham. Sorte sko dertil.
Rundet af den berømte ’ gøglerslægt’ Stefansen fra Dyrehavsbakken med stolte aner i alt fra Rutschebaner til Sangerindepavilloner, begyndte drengen at interessere sig for musik, Jazz. Booking, koncerter med små moderne grupper, Jørgen Ryg og Max Brüel på Bakken! Jazzklub i Jernbanegade i Vanløse.
Og så det legendariske SBA, Scandinavian Booking Agency, med selveste Knud Thorbjørnsen i Grønnegade. Holdakæft hvor det kørte med lårkort og dyr spiritus og store biler…ikke så meget for Anders. Det blev efterhånden mere supreme spisesteder med de berømteste musikere fra Granz stald, Michelin, helst mere end to stjerner. Over hele Europa. Amerikanske musikere blev forkælede her. Count Basie Oscar Peterson, som blev private venner. Anders stod efterhånden for alle større koncerter i Skandinavien, og det var mange dengang…måske 200 om året i store sale og tusindevis af publikummer Tillid uden papir mellem Granz og Stefansen.….’Så er det i orden’, når Sarah Vaughan manglede en frisør eller Ellington var utilfreds med morgen bøffen. Og bandet manglede tre kufferter… skaf.,.. ok. Så er det i orden.
Anders var ansvarlig for de bedste år i Copenhagen Jazzfestival… havde kontakterne, den bedste musik, Tivolis Koncertsal, Cirkus Bygning, Tre Falke.
Så var der lige ’Stille Dage i Clichy’, Miller-filmen, som Anders producerede, og samarbejdet med vilde kunstnere som Thorsen og Cobra-folkene. Anders færdedes som en silkeål i minefeltet.…
Anders og fru Lise overtog SLUKEFTER i Tivoli og tryllede det til det mest voksne og swingende sted i København. Benny Carter, Basie med fuldt band, Lockjaw, Sweets, Teddy Wilson, Wilkins, Gaillard, Slam Stewart, Jacquet, pianistinder blev genopdaget, Dorothy Donnegan, f.eks…. og det var tider i den perfekte bar, den fine belysning og Papa Bue hver weekend… Det swingede. Det blev dyrt og det fik en ende for Stefansen i vistnok 1986…
Så hen til Storyville Records hos Karl Emil også kaldet Knudsen, som i 100 år havde den største samling af virkelig gylden jazz på bånd fra hele USA og optaget her i landet med New Orleans musikere, swing folk. Wild Bill, Buerne, Hines, Bluesfolk. Anders gik i arkiverne, LP blev afløst af CD, Boxe blev skabt. Anders styrede suverænt og med enorm indsigt hver en udgivelse, som i dag får elefantordenen blandt samtlige musikudgivere i verden. Speciale i Ellington med rettigheder og det hele. Forhandlinger og så helt ned i lyttekælderen. ’Så er det i orden’.
Hvis man går ind på Storyville Records.dk kan man se Stefansens produktion i billeder og lyd og det er overvældende.
At han i 60’erne fik Ben Webster til Montmartre foruden snesevis af andre stærke navne, tager man for givet. Det er lidt mærkeligt at både Herluf Kamp Larsen, Montmartres styrmand, og Stefansen afgår samme år. Herluf blev i 99,9 år, Anders 87, 2. Tre voksne børn er tilbage.
Som sidekick: Han kunne gøre fem af Bocuse’s bedste desserter, pærer i rødvin f.eks. Han var stolt når han bar dem frem på Vendsysselvej hos Lomholt. Wauw, hvor jeg pludselig savner ham og den ternede jakke, vores fælles grin.
Hans sidste tid på Sølund var ikke munter, demens, men glimtet i øjnene var der stadig. Vi jazzfolk skylder Anders så meget. Ingen begravelse, men nok en mindestund om nogen tid. Bye Bye.

PS. I nat udelodes så meget af Anders’ betydning for København som City of Jazz i de mange fine år, både udenfor og indenfor Copenhagen Jazz Festival. Uden ham havde vi boet i en by i jazzprovinsen.
Tænk lige på Slukefter-tiden. Stort se fast gruppe til solisterne, den fineste. Kenny Drew, NHØP, J. Lundgaard, M.Vinding, E. Thigpen. Hele året. Ikke kun i Tivolisæsonen. Asmussen. Buerne, andre nyere danske navne og yngre amerikanske solister hørtes der første gang. Glemmer aldrig en uge med den mest fantastiske duo, Joe Pass/NHØP, som også blev filmet til TV.
Amerikanerne kaldte ham jo AnDers med hårdt det som i Andes-bjergene. Hvor mange gang har jeg ikke hørt musikere tale om opholdstilladelse, skat, transport, utæt vindue, bankkonto, postadresse o.s.v. for at ende med ’Call AnDers! He’ll fix’.
Til gengæld var Anders ikke så meget for konflikter. Der kunne han blive helt usynlig. Ud fra tesen: Konflikter, som ikke løser sig selv, har ingen levedygtighed.
Man kan læse om Anders Stefansens kronologiske liv i ’Fra Bunk til Funk’, en bog han selv var glad ved.
Forsøger at vedhæfte Gorm Valentins fine portræt…Hjælp?