Hvad foregår der bag kulisserne i musikbranchen?

Af Jesper Bay på Facebook

Det var en lidt firkantet overskrift på interviewet i Kulturmonitor forleden. Jeg mener nemlig ikke, at musikbranchen er specielt slem til at brokke sig. Og når den gør det, er det som regel berettiget. Jeg synes sådan set heller ikke, at det kun er de gode historier, som skal fortælles. Ind i mellem er der jo også dårlige historier, som er relevante at dele. Det er en del af at være i en dynamisk branche.

Problemet, som jeg peger på, er snarere, at branchen er så tilbageholdende med overhovedet at fortælle historier om sig selv. Og jeg har ikke behov for at pege fingre, og inkluderer gerne mig selv med de forskellige roller, jeg gennem tiden har haft i branchen.

Når vi ikke fortæller, hvad vi laver og hvorfor, skaber vi et billede af en lukket branche. Og lukkede brancher er sårbare. Det så vi fx i nullerne, hvor pirateriet var på sit højeste, pengene fossede ud af kassen, og både publikum, medier og politikere for manges vedkommende vendte os ryggen i stedet for at hjælpe os med at få løst et alvorligt samfundsproblem, som siden ramte andre af de såkaldte “indholdsproducenter”. Det er som om vi idag, 10 år efter, stadig ikke har lært af den oplevelse, og det lange seje træk som det efterfølgende har krævet af branchen for at genopfinde sig selv.

Dét jeg efterlyser er at musikbranchen, og de øvrige kulturbrancher for den sags skyld, bliver bedre til at fortælle hvad der foregår bag kulisserne: Bidrager aktivt til publikums forståelse af, hvad man som kunde betaler for. Hvad de respektive branchers rolle som kuratorer for, investorer i og formidlere af kunsten består i. Hvad det er alle de mange dedikerede og dygtige mennesker i brancherne bidrager med. Hvilken værdi de skaber for de virksomheder og institutioner, de arbejder for, og for de kunstnere hvis kunst de formidler. Og ikke mindst hvad publikums udbytte er af deres indsats. Ved ikke at få fortalt de historier, distancerer vi os fra dem der skal hjælpe os, når tingene forandrer sig, eller noget evt. går galt.

I resten af erhvervslivet bruges der meget energi på den slags, fordi konsekvenserne er store, når en virksomhed, en branche eller for den sags skyld en offentlig institution ikke agerer i overensstemmelse med kundernes forventninger. Spørg bare Jensens Bøfhus, Danske Bank eller Skat. Hvad ér det, der får os til at tro, at de samme mekanismer ikke gør sig gældende for kulturbrancherne?

I Bodil Udsens legendariske revyvise fra 1970, “I banken efter 3”, skæres det ud i pap: Når vi ikke ved, hvad der foregår bag de lukkede døre, forestiller vi os det værste. Sådan ér det. Og vi har det selv på samme måde i andre sammenhænge. Du kan se den strålende video her.

Alligevel udgøres vores branchekommunikation primært af en udvidet års-statistik, hvor vi benytter anledningen til at slå fast, at når det ikke går bedre, end det gør, er det techgiganternes skyld. “The Value Gap”, kalder vi det, som om dét gør nogen klogere, eller får publikum til at holde op med at bruge YouTube. Jeg ved godt, at dét er en del af en international kampagne, som man selvfølgelig skal være med på. Musikbranchen er international og udfordringerne universelle. Men hvis dét er det eneste, vi gør, kommer det nok ikke til at ændre publikums adfærd dramatisk. Det er da også symptomatisk, at i de lande hvor den slags kampagner udvikles, har branchen et helt andet og mere aktivt forhold til at fortælle om sig selv med ugentlige bladudgivelser, daglige nyhedsbreve, updates, podcasts osv.

Herhjemme hænger vi bremsen. Vores produkt (kunstneren, udgivelsen, koncerten etc.) er så spændende i sig selv, synes vi, at vi kan nøjes med at fortælle om dét. Hvorfor dog ulejlige nogen med historien bag om og rundt om? Eller give vores bud på de lidt mere komplicerede spørgsmål, som fx hvilke konsekvenser streamingmarkedets dominans har for vores valg af de kunstnere vi udgiver, den musik de skaber, og måden vi lancerer udgivelserne på?

Det var også udgangspunktet for nogle af Tore Leifer og Jesper Degns spørgsmål, da jeg i kølvandet på interviewet med Kulturmonitor tirsdag var i “Kulturen på P1”: “Er publikum overhovedet interesseret i at høre, hvad musikbranchen laver?”, spurgte de sådan cirka. Det er et rimeligt spørgsmål. Og jeg kender jo ikke svaret.

Men er det ikke også en lidt gammeldags måde at betragte virksomhedskommunikation på? Selvfølgelig er arbejdet med at udbrede kendskabet til kunstneren, udgivelsen eller koncerten vores første prioritet. Men bør vi ikke som virksomheder også selv søge dialogen med vores kunder og fortælle dem de historier, vi synes er vigtige? Om hvad vi laver, hvordan vi gør det og hvorfor. Så de måske bedre forstår, hvorfor vores produkt koster penge. Og ved at de som betalende publikum er del af det økonomiske kredsløb, som sikrer en konstant strøm af nye kunstnere, ny musik og nye grunde til at tage til koncert. NOMA spørger jo heller ikke deres gæster, om de gider at høre, hvor deres myrer kommer fra. De fortæller det bare. Har jeg hørt.

Hvis du læst med så langt, behøver du det ikke, men hvis du vil høre indslaget fra “Kulturen på P1”, kan du gøre det her.