Af Erik Jensen på Facebook

Nej, det er måske ikke en musikalsk milepæl eller et mesterværk. Og dog? Det lyder som en underspillet, men meget langtidsholdbar sag. Under alle omstændigheder er det en fin og rørende afskedshilsen fra en dødsmærket mand. Og det er vel langt mere, end nogen af os kunne håbe på? En Kim Larsen i afdæmpet, akustisk og fremragende selskab hjemme på 1. sal med sønnen Hjalmar og Danmarks smukkest syngende ’impresario’, Jørn Jeppesen. Så fik vi alligevel en art ’Værsgo 2’ på falderebet.

Det mest forbløffende er måske, at sangene er sådan typisk Larsen, imponerende i den vokale præstation, så tæt på lytteren i den afbalancerede produktion.

Sangene er mærkede af situationen, men ikke trætte og matte. Det er ikke svært at forestille sig det indfølte flashback til ungdommens nederlag i Brønshøj-Husum Ungdomsklub’ blive et stort hit, udsat for band og større produktion.

Ikke at der er noget galt med den skrabede udgave her, tvært imod. Sangene fremstår prunkløse, dejlige og vedkommende i deres kredsen om det nære: den tabte ungdom og uskyld, tilværelsens mange afskeder, familie og kvinden, der fik den helt store kærlighed i den flot sansede ’Lille Miss Måneskin’, der forbinder de elskende i flere verdener, dimensioner eller liv og rummer poesi som: Stjernerne fløj/ Som en letsindig vrimmel gennem mit tøj/ Og jeg blev svimmel for du gjorde mig høj/ Lille Miss Måneskin.

For os, der ikke just elsker efterår og vinter, er den prunkløse sang til ’Frakken’ en dejlig varmende gave: Når bladene falder i oktober/ Og varmen er draget mod syd/ Når blæsten gør folk til idioter/ Og voldtager min paraply’. Åh ja, sådan er livet mod nord.

Selv under de givne konditioner kunne Kim Larsen ikke lade være at ironisere, sødt og blidt, på ingen måde surt eller vrængende over den nye feministiske bølge, der har gjort kvinder til ’Dagens mand’. Lykønskningen har såmænd også potentialet til at blive en klassiker, i hvert fald i det ’muntre køkken’.

Det lider mod enden og den, vist også musikalsk helt alene Kim Larsen er klar over det i den nedtonede melodi til Harald Herdals digt ’Nu dufter tjørnen’. Har tårerne ikke meldt sig endnu, sker det her i den værdige og kærlige afsked: Se sommerstjernen lavt i nord/ Den viger snart for dagens skær/ Og også mine år har hast/ Hold mig i dine arme fast.

Inden da ser Kim Larsen med tapper munterhed og melankoli sin skæbne i øjnene i den smerteligt fine Koppen med den skårede hank’, hvori han kan nyde morgenkaffen i fred og ro med den elskede, ’mens solen går ned’ og konstateringen: Min tid den er forbi, forbi/ Men jeg er her endnu’.

Mens klumpen planter sig i halsen, er der endnu engang grund til at glædes over, at denne lille nation fik en så fin skildrer af vore samliv, skikke, kærlighed, liv og død. Og at Kim Larsen i sin endeløse musikalske generøsitet nu giver os denne smukke afskedsgave på vej ind i det forår, han ikke selv skulle få med. Det tilkommer ikke mig at uddele hverken stjerner eller hjerter til dette værdige afskedsværk, så lad os bare slutte med at konstatere, at han for altid er i vores hjerter og at nattehimlen over Danmark har fået en stærkt lysende stjerne. Se selv efter.