Af Susanne Sayers på Facebook

Han hedder Faizal, og som så meget andet på Zanzibar er han resultatet af en blanding: arabisk far, afrikansk mor. Først er jeg lidt forbeholden, men otte dage på Kilimanjaro har lært mig, at tanzanianerne er nysgerrige, varme mennesker (det er selvfølgelig en grov generalisering baseret på få dage, men det er førstehåndsindtrykket, okay?), og Faizal vil vide, hvor jeg kommer fra (“Portugal” – det er jo ikke forkert, og som stor, lyshåret, blåøjet matrone er jeg træt af altid at blive forbundet med Tyskland eller Holland), og vi taler et stykke tid om Portugals indflydelse på Zanzibar og de mange andre kulturer, der har præget øriget ud for Tanzanias kyst.

“Her tager vi det roligt, pole pole”, siger Faizal. Jeg forklarer, at det passer mig fint og i øvrigt er ganske portugisisk.

“No rush, no crush”, tilføjer Faizal.

Jeg kan se, hvad han mener. Tempoet er lavt og afslappet. I solnedgangen er der trængsel ved havnefronten. Par, unge, børn, familier, grupper af venner – alle sidder og ser solnedgang, svømmer, drikker frugtdrikke (Zanzibar er overvejende muslimsk, og alkohol er kun for turister) og spiller fodbold. Mørket falder på, stjernerne kommer frem. Ude over havet er der tunge skyer, hvor lyn kan ses som lilla glimt – torden hedder radi på kiswahili, lærte jeg på vej mod Kilimanjaro, hvor regntiden skulle være sat ind, men endnu engang var forsinket.

I en park i Zanzibars UNESCO-beskyttede historiske del, Stone Town, rigger entreprenante kokke deres madboder til; klar til det berømte natmarked, hvor Zanzibars blandede historie kan smages og duftes: Stærke indiske krydderier, Arabiens forkærlighed for det søde og mildt krydrede, europæiske kødretter, afrikanske stuvninger, kød på spid, pizza i uigenkendelige udgaver med alt fra banan til blæksprutter.

Forslugne gadekatte myldrer frem af tusmørket under palmetræerne og de gamle bygninger, ivrige efter at tigge sig til et måltid eller i det mindste snuppe resterne. Bølgerne slår mod stranden, fra minareten kalder muezzinen til bøn, et nærliggende hotel dunker loungemusik ud over stranden, mens nabobygningens velgørende institution holder afrobeat-koncert.

Zanzibar er på alle måder en blanding. Krydsningerne er ikke altid gået ublodigt hen, historisk set, men resultatet er fascinerende, venligt og forførende. Det minder lidt om Ilha de Moçambique, men mindre som et museum. Jeg glæder mig til at gå på opdagelse i morgen.

“Hvad er dine planer?” spørger Faizal.

“Ingenting. Jeg bryder mig ikke ret meget om planer,” svarer jeg.

“Velkommen til Zanzibar. Du er en af os,” konstaterer han med et grin.

***

De fleste lokale mænd er søde og ønsker god dag og er nysgerrige og vil høre, hvor man er fra, og hvad man laver. Nogle gange slår de følge et par minutter for lige at høre mere, og så siger vi pænt farvel. Men nogle er ret insisterende. For eksempel Steve, som holder capoeira-klasse på stranden og nu har besluttet, at jeg er hans livs kærlighed, trods mine forsikringer om, at jeg er gift og har børn. Han har set mig cirka fem minutter, men nu vil han også dedikere sine næste sangnumre (han er en ret habil sanger, det skal han have) til mig. Og i øvrigt skal jeg drømme om, at vi har hed sex. Han betror mig, at den slags har han også ret godt styr på. Jeg siger, at det er jeg helt sikker på, men jeg er alligevel ikke interesseret, og nu skal jeg i øvrigt hjem og sove. Lala salame.

Sagen er, at han ikke er den eneste. Der er tilsyneladende en del unge og yngre mænd, som er vant til at passe midaldrende, lyse kvinder som jeg selv op. Og det gør mig nysgerrig på, om kvinder tager til Zanzibar som en slags romantisk udflugt eller direkte opsøger mandlig prostitution, blot under dække af en hed affære? Fænomenet er ikke ukendt, men jeg er overrasket over at finde det her – hvis vi altså ser bort fra den meget usandsynlige mulighed, at jeg virkelig er hans livs kærlighed og netop nu har ødelagt alt for ham og mig ved ikke at tage hans smukt og inderligt formulerede hensigter alvorligt. Ak.

***

Farookh Bulsara er noget af en berømthed på fødeøen Zanzibar. Huset, hvor han blev født, er en attraktion, og baren/restauranten Mercury’s på havnen hædrer ham på T-shirts og fotos. Han er bedre kendt under navnet Freddie Mercury, og selv om han blev født her på øen, tilbragte han en stor del af sin opvækst i Indien, så Zanzibar har ikke nødvendigvis spillet samme rolle i hans liv, som han nu spiller i Zanzibars …

Men man kan være ret sikker på at blive udsat for Queens samlede hits, når man venter på færgen i Mercury’s.

***

Måske burde jeg flytte til Zanzibar. Efter godt en uge taler jeg bedre kiswahili, end jeg talte portugisisk efter et par måneder …

Det må være et af verdens letteste sprog at lære, selv om det selvfølgelig nok er sværere, når man skal ind i nuancerne. Men efter en uge svarer folk tilbage på kiswahili, når jeg siger noget. Det tog mig måneder i Portugal at udtale portugisisk, så jeg ikke automatisk blev svaret på engelsk.

***

Jeg talte. Vi var 91 passagerer i en dala dala (delebus), hvor der højst måtte være 38. Det er sådan en indretning, hvor man virkelig kommer tæt på det lokale liv. Flere passagerer havde været på fiskemarkedet, og lugten af langsomt rådnende fiskeslim blandede sig med lugten af krydret sved, som for mig er lige så meget Afrika som den røde jord. Det er ikke en ubehagelig lugt overhovedet; svagt karryagtig og stærkt menneskelig. Fordøren kunne ikke lukkes helt; vi var for mange, så med i blandingen fik vi også de fedtede, sortblå dunster fra vakkelvorne lastbiler, tøffende trehjulede, udrykningskøretøjer, biler, minibusser, store busser, knallerter og scootere.

En skoledreng spurgte, hvorfor min næse var så besynderlig.

“Altså sådan helt spids?”

Hans kammerat morede sig over, at jeg svedte så meget, og at jeg kaldte det ‘maji moto’, varmt vand. Grinet blev ikke mindre bredt, når jeg klynkede og klamrede mig til loft og gelændere, hver gang vi tog et sving eller bremsede hårdt. Fyren, der tog imod penge til billetter, var helt upåvirket og stod halvvejs uden på dala dalaen og smækkede mønter sammen i hånden med rytmiske klikkelyde, når det var tid til at betale.

At køre dala dala gennem Dar-es-Salaams kaotiske trafik i myldretiden i 33 graders varme var muligvis lige så udfordrende som at bestige Kilimanjaro. Men denne gang nåede jeg hele vejen.