Mit liv med Tour De France

37888064_10155950769893253_1910481236573290496_n

Af Dan Hammer, direktør Royal Arena

Mine første erindringer om Tour de France går tilbage til midt-halvfjerdserne, hvor jeg fra en lysebrun læderlænestol på Lolland fulgte de daglige opsummeringer på en af de tre tyske tv-kanaler. Især 1977-udgaven, hvor unge Dietrich Thurau overraskende førte gennem mange etaper, men tabte samlet til Bernard Thevenet, var spændende tv for en snart-teenager, der slugte al sport råt. Og jeg mener al sport råt – enten via Ekstra Bladets sportssider, DRs begrænsede sportsdækning eller svensk TVs mere udvidede – og altså tysk tv i de 3-4 vidunderlige sommeruger, jeg hvert år tilbragte hos Mogens og Inger lidt udenfor Rødby. Mit tyske ordforråd var overskueligt, men sport har som bekendt sit eget sprog for de, der har knækket koden, så jeg havde ingen problemer med at leve fuldt med i Didis eventyr på de franske landeveje (selv om det kun var forskudte resumeer af etaperne). Siden blev jeg som majoriteten af den danske sportsnation forført af Mader & Leths sprogbilleder på TV2, men det var tysk tv, der tog min mødom i forhold til Tour de France. Over 40 år senere ville skæbnen og en hundehvalp, at jeg for første gang i årtier har tilbragt hele sommeren hjemme i Dragør. Og udover den vejrmæssige jackpot har det betydet, at 2018-udgaven af Tour de France er det cykelløb, jeg har fulgt mest intensivt nogensinde. Det har været en fornøjelse (og respekt for måden at holde smukt aldrende Leth i TV2-dækningen). Momentvis har dækningen sågar forvandlet mig mentalt til teenageren i den lysebrune læderstol på Lolland, når jeg levede med i hvert eneste af mine selektivt udvalgte favoritrytteres tråd henover asfalten. Jeg troede aldrig rigtig på hypen omkring Fuglsang på podiet, for jeg stoler mere på Amagerdrengen Brian Holm end på eksperter med en klar egeninteresse. Kløgtige Holm kaldte tidligt i løbet Fuglsangs favoritværdighed for “en meget dansk vinkling” (formentlig på DR), så Astana-kaptajnens nedtur ramte mig ikke så hårdt i mellemgulvet, som den kunne have gjort, hvis jeg var gået all-in. Nu lakker løbet mod Paris, og tv-melankolien venter lige om hjørnet fra målstregen på Champs Elysees. Tidligere i dag så jeg så et TV2-interview med Team Skys General Manager, Dave Brailsford, og det er jo ikke, fordi jeg har siddet og heppet på Team Sky i de sidste tre uger. Men pludselig oplevede jeg en enorm indre respekt for det britiske holds gennemprofessionelle arbejde, og det gik op for mig, at ingen kommer gennem flere end fyrre år i lænestol med Tour de France uden at flytte sig bare lidt.

Reklamer

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.