Henrik Saxgren i Jerusalem

Af Henrik Saxgren

Da jeg fra 1988-1991 arbejdede på en bog om Den Gamle by, var det også en øvelse i at fylde billedet helt ud og skabe flere historier indenfor samme frame. Det var med inspiration i den fransk/amerikanske fotograf, Gilles Peress’ skelsættende bog, TELEX IRAN fra 1984, hvor han med en enestående virtuositet formåede at dele billedrammen op i flere felter – hvor hvert felt havde sin egen historie at fortælle.
Gilles Peress var en mester og jeg var lærling, men jeg kæmpede det bedste jeg havde lært for at optimere mine evner til at komplicere billedet. Jeg skulle lære at være opmærksom på hele negativet – specielt hjørnerne – i stedet for at centrere motivet i midten.
Jeg kom aldrig i nærheden af Gilles Peress’ virtuositet, (han kunne også skabe det i dybden), men det ændrede min måde at lave billeder på.

Reklamer