Hils på Årets Dansker!

Carsten Jensen skriver på Facebook:

Det er kommet på mode blandt kommentatorerne hånligt at afvise Özlem Cekic´s brobyggeri. “Her hjælper ingen dialogkaffe,” lyder et mantra, der går på omgang i det eftersnakkende og altid sprogligt afmægtige kommentatorkorps.

Verdenserfarne fastslår de, at når det kommer til muslimer, hjælper kun udvisninger, tørre tæsk eller en bombe i hovedet. De skriver selvfølgelig kun sådan, fordi de ved, at Inger Støjbjerg-segmentet af entusiastiske menneskemishandlere giver dem et like, hver gang de ytrer en af deres gemenheder. Deres egen erfaring med etniske eller religiøse minoriteter indskrænker sig til Islamisk Stats henrettelses-videoer, som de tror er repræsentative for verdens 1.6 millarder muslimer.

Özlem Cekic blev til trods for sin popularitet intrigeret ud af det døende SF, fordi hun kunne tænke selv og endog vovede at gøre det højt. Der ventede ingen højtbetalte stillinger i private firmaer, da hun forlod Folketinget. I stedet gjorde hun noget, som de færreste politikere kunne drømme om at gøre: Hun tog på efteruddannelse på den anden side af voldgraven mellem Christiansborg og befolkningen. Hun gik ud – eller rettere ind – i det danske samfund for at lytte og lære og forsøge sig med verdens mindst udbredte form for kommunikation, dialogen med sine egne modstandere. Hun vil bevise, at uanset hvor forskellige vi er, og hvor forskelligt vi tænker, så er der altid et fælles mødepunkt.
Nu har BBC, en af verdens største og mest sete tv-stationer, opdaget Özlem Cecik og viet hende en hel udsendelse, hvor hendes brobyggeri bliver dokumenteret. Traileren er foreløbig blevet set af over 2 millioner mennesker og delt og liket titusinder af gange. Berlingske Tidende, hvis kommentatorkorps aldrig forsømmer en lejlighed til at tørre fødder i Özlem Cekic, som om hun var en dørmåtte, skriver nu, at hun er på vej til verdensberømmelse. En muslim! Tænk engang! Åh, hvor må det gøre ondt i Pilestræde, hvis skribenter ikke engang er berømte uden for avisens kantine.

Hvilken lettelse for resten af os, når vi næste gang bevæger os uden for Danmarks grænser! Så behøver vi ikke længere møde mistroiske, afvisende ansigter, når vi forklarer, at vi kommer fra landet med Muhammed-tegningerne, Dansk Folkeparti og bombetogterne over hvert andet muslimsk land. Så kan vi i stedet med stolthed sige, at vi kommer fra samme land som Özlem Cekic, og straks vil armene åbne sig og smilene brede sig.

Holger Danske sover videre i Kronborgs katakomber. Men hvad skal vi også med Holger, når vi har Özlem Cekic? Helt uden sværd, skjold og hjelm kæmper hun med sin egen sårbare, eftertænksomme åbenhed for at redde Danmark.

Se BBC og hils på årets dansker!