Måske danske filmanmeldere ikke skal se danske komedier om morgenen, men sammen med publikum fredag aften?

undercover_plakat

Af Nikolaj Peyk

For to en halv måned siden debuterede jeg som spillefilmsinstruktør med komedien ’Undercover’. Den fik dårlige anmeldelser. Filmen var produceret under lavbudgetordningen, og i biografen så den unægtelig en smule forpjusket ud sandwichet ind mellem en Harry Potter- og en Star Wars-film, der begge havde kostet Danmarks bruttonationalprodukt at lave. Men alt i alt var jeg tilfreds med resultatet. Jeg havde gjort mig umage, så da anmeldelserne kom, gjorde det ondt. Rigtig ondt. Og for første gang i min næsten trediveårige karriere begyndte at tvivle på mine egne evner som historiefortæller.

Et par måneder efter kom så ’Dræberne fra Nibe’. Instrueret af Ole Bornedal, som jeg har set op til, siden han lavede ‘Charlot og Charlotte’ i 90’erne. Denne film havde kostet tre-fire gange så meget som min, og den havde Ulrich fucking Thomsen i hovedrollen. Wow! Efter min mening var den stilsikker, fandenivoldsk og morsom. Men så kom anmeldelserne, og de lignede mine til forveksling: ’uoriginal’, ’usjov’, ’ubegavede karakterer’ osv. Nu begyndte jeg at blive forvirret.

Forleden var jeg så inde og se ’Alle for Tre’. Instrueret af landets mest succesfulde comedy-instruktør Rasmus Heide, med to af Danmarks dygtigste komikere i hovedrollerne. Og jeg synes, den var vildt skæg. Men nu, hvor de dårlige anmeldelser igen begynder at tikke ind, er det bare ikke sjovt længere. Nu begynder jeg at blive sur. Mest på mig selv over, at jeg har spildt to en halv måned på at tage en flok journalister alvorligt, som nærmest pr. automatik giver alle komedier tæsk med et knojern.

Og det er åbentbart ikke kun mig, der har dårlig smag. Inde på Kino.dk har ’Undercover’ et gennemsnit på halvanden stjerne fra anmelderne og fire en halv fra brugerne. Det er i hver sin ende af skalaen. Og nogenlunde det samme gør sig gældende for de to andre nævnte film. Faktisk er det sådan, at hvis en komedies hovedformål er at få publikum til at grine – hvis det ikke er bittersød dramady eller smertefuld selvudlevering – så hader anmelderne dem med lidenskab. Og det er simpelthen mangel på respekt overfor de tusindvis af mennesker, der køber billetterne.

Jeg er ikke fortaler for, at man ukritisk tæller fluer på lorten. Nogle gange kan en fællesnævner også blive for lav. Men hvis en anmelders opgave er at guide deres publikum hen mod de bedste oplevelser, så er de nødt til at være en lille smule i synk med deres læsere. Hvis publikum kan lide komedier, skulle anmelderne måske prøve at mærke stemningen i biografen sammen med dem en gang imellem. Måske er det ikke en supersmart idé at klumpe sig sammen med kollegaerne til pressevisninger tidligt om morgenen, hvis alle sidder med sort kaffe og korslagte arme og kæmper for at vise hinanden, at man er sofistikeret nok til ikke at grine af hvad som helst.

Film kan heldigvis være mange forskellige ting. Det kan være stor kunst, der udfordrer, vækker tanker og vinder priser. Men det kan også bare være underholdning. Film kan være noget, man er sammen med vennerne om, når man sidder i mørket og deler en spand popcorn fredag aften. Det er lidt ligesom at gå på Burger King. Grunden til, at mine venner og jeg er kommet der i femogtredive år, er, at vi faktisk synes, at plastikmøblerne er hyggelige, og at Whopperne smager dejligt. Vi behøver ikke at sidde og sammenligne dem med Michelin-tang og pissemyrer på Noma.

Advertisements

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s