Mads Langer er sur på DMA

download-23

Mads Langer skriver på Facebook:

Opråb!

Efter jeg fik lov til at optræde til sportens prisuddelingsshow, Sport 2016 for et par uger siden med 3AM, hvor alt var live, så har frustrationen over min egen branches DMA ( Danish Music Awards) vokset sig større og større. Mine tanker har kræset igen og igen rundt om det tankevækkende og absurde i, at det er på Sport 2016, at musikken er live, mens den på DMA er playback!

Det er tilmed forventningen på DMA, at vi, der rent faktisk har øvet os mere end de berømte 10000 timer, skal sidde og klappe i vores hænder og lade som om vi synes, at det er fedt, når det ene efter det andet kønsløse playback-show spiller foran os. Og vi skal Gud hjælpe mig også selv optræde playback, hvis vi kommer igennem nåleøjet og allernådigst får lov til at “optræde”, for som argumentet fra diverse instanser lyder: “Alle andre gør det også, så vi vil ikke risikere, at det lyder dårligt live”! Men hallo!!! Hvis du ikke er god nok til at lave en god live optræden, så har du intet at gøre på DMA. Vi bliver som oftest bedt om at lave om på os selv, indgå i mash-ups med andre kunstnere i den evige søgen på den geniale ide til det store såkaldte tv-moment. Men hør lige her: Det tv-moment kommer ikke før, vi kan få lov til at være os selv, stå på den scene og gøre det, vi har brugt oceaner af tid på at skabe og forfine. Hvis vi skal røre ved folk med musik i fjernsynet, så bliver det nødt til at være ægte. Og playback er alt andet end ægte. Det er en joke, og vi må insistere på, ja kræve af hinanden, at al musik på Danish MUSIC Awards er live! For ellers er det ikke længere et musik show !

Danish Music Awards burde få navneforandring til et dansk navn, for det er et dansk show for danskere ( f.eks. bare Musikprisen 2017). Dernæst burde det bortadopteres til nogen, som tør / kan at lave et show, som handler om musik, som giver nyt talent chancen, som hylder langtidsholdbare kunstnere og selvfølgelig også hylder toppen af hitlisterne. Og igen så SKAL det være live!

I dag hylder DMA udelukkende toppen af poppen. Det er alt for snæversynet i forhold til al den diversitet og det meget høje kunstneriske niveau, vores lille land formår at præsentere år efter år. Og jeg er sikker på, at det i langt højere grad ville samle hele Danmark om skærmen. Lige nu minder DMA mest af alt om et forvokset Børne-MGP. Vi tager ikke vores kollegaer, vores publikum og ikke mindst os selv alvorligt, hvis vi optræder playback til lige netop det show.

Tænk, at de synger og spiller live i X-Factor den ene fredag efter den anden i bedste sendetid, mens vi professionelle står og mimer på vores eget show! Det svarer til at sætte FIFA på, når der er VM i fodbold!

Og her til sidst, bare lige for at bringe endnu et kæmpe paradoks op, som Sport 2016 også foranledigede: Det er Sport 2016, sportens prisshow, som hylder Gnags, som har 50 års jubilæum, mens DMA i hele sin aldersfascistiske ungdomsrus ikke nævner dem med et ord!! Hvad sker der??

Jeg gentager 50 ÅRS JUBILÆUM!! Stort tillykke og evig respekt herfra 🙏🏼👌🏼🎶🇩🇰

Diskussionen er hermed åbnet. Del gerne og lad endelig høre, hvad du selv tænker.

Advertisements