Erik Jensens årsliste

Af Erik Jensen i Moabeat, Berlin

Glædelig december. Nu kan Julens lys endelig tændes med god samvittighed, mens vi begynder at kigge tilbage på det forgangne år. Så er det ligesom umuligt at holde mørket ude, så mange mistet, så mange håb væltet ned, så mange bekymringer , så meget sortsyn. Derfor er det på alle måder naturligt, at Leonard Cohen er placeret øverst på min helt personlig liste over, hvad der har drønet rundt på grammofonen her i MoaBeat og hvad der er kommet ud af Spotify. En masse gamle stoddere, javist, men jeg er selv en af slagsen og mange af dem har altså haft uhørt stærke sager, som generøst er spredt udover os i året s løb. Til inspiration for julegaveindkøbene på vinyl er her et bud på 2016, sikkert med mange glemt og med skyldig erkendelse af, at jeg ikke har hørt meget dansk musik i år.

1 Leonard Cohen: You Want it Darker
Den store dødsmesse i 2016 sætter selvfølgelig sit præg på listen.
Leonard Cohen leverede fra kanten af graven et respektindgydende stærkt, humoristisk og selvsagt poetisk favntag med Døden.

2 David Bowie: Blackstar
Naturligvis fadede David Bowie ikke ud af livet. Han sloges med det og Døden i hvæsende jazz, melodier så funklende som sorte stjerner, mørkere end natten og dog lysere end livet.

3 Nick Cave: Skeleton Tree
Svært at tale om, svært at sætte ord på den knugende sorg, som heller ikke lader sig opløse eller forklare, men bare er på dette i sig selv og midnatstimen hvilende udspiil. Som Nick Cave vendt på vrangen, helt uden spejl.

4 William Bell: This is Where I live
I en alder af 77 år levered William Bell ikke bare et svært overbevisende comeback på Stax Records, men også årets soulplade med sange, der forholder sig nøgtern til det levede liv, den eventuelle fremtid og komponisten selv, inklusive en stærk genindspilning af hans egen Born Under a Bad Sign, oprindeligt indspillet af Albert King.

5 Karl Blau: Introducing Karl Blau
Elegance deluxe i fortvivlet smukke coverversioner af kendte såvel som ukendte numre. En æstetisk og musikalsk nydelse fra start til slut.

6 Michael Kiwanuka: Love & Hate
En sjælden musikalsk begavelse, bevægende, storswingende – retro soul, men så vital og levende, at det lyder mere af i morgen end af i går.

7 Drive-By Truckers: American Band
Jeg har haft det lidt svært med Drive-By Truckers, siden bandet begyndte at sates på det, man vel stadig kan kalde classic rock uden de countryrødder, der også er med i bagagen. Men må tilstå, at det denne gang er lykkedes at lave et afrundet, helstøbt album med forbasket gode sange i den gamle afdeling.

8 Mudcrutch: 2
To bjørne i favntag/dans på coveret lover godt for et upoleret album, hvor motorik og overflade er skramlet væk hos Tom Petty og hans fritidsband, der har spillet sig højt op på min personlige hitliste fra i år med energi og sange, man ikke rigtigt kan slide op.

9 Solange: A Seat of The Table
Den ene gang, jeg har set Solange live, brækkede en fuld pige sig ned ad mit bukseben og gav mig varmen bagfra. På dette fremragende, afstemte, forbandet godt producerede album kommer varmen heldigvis indefra. Spændstigt og umanerligt velsunget af lillesøster, der er stor i hendes egen ret.

10 The Kills: Ashes & Ice
De har fået masser af skæld ud for ikke at forny sig, The Kills. Men jeg synes nu nok, at den skramlede blues tager skridt ind i nyt land for duoen, der – ok – unægtelig har stamplads tæt på mit hjerte og stadig leverer nogle sange, det er værd at rejse sig op for.

DK

1 Michael Falch; Pludselig alting samtidig
Filosofisk, poetisk, mundret, lyst og lystfuldt. Michael Falch bliver ikke bare ældre med værdighed. Han bliver bedre og bedre og det her er en virkelig positiv overraskelse med begavet udnyttelse af det danske sprogs nuancer og nye musikalske landvindinger, eminent udført og produceret.

2 Volbeat Seal the Deal and let’s Boogie
Jo, jo, jeg har hørt sangen om, at Volbeat er en ‘one trick pony’, der ikke fornyer sig og bare bliver stående, under trommernes torden. Men dem, der synger den sang, kan ikke have hørt dette fuldfede, fuldblods rock og rul album særligt grundigt. Indrømmet, man skal give den mere end et lyt, men så indfinder den melodisk fornemt udførte energi sig hurtigt, i hvert fald for mig. Året udspil i den tunge afdeling.

3 Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig?
Måske er det rigtigt, at han var en anelse bedre på Smil eller dø, men det er knageme stadig en fornøjelse at gå ind i et helt eget univers af sungne/talte reportager fra levet liv, skarpe observationer og kærlighed, leveret med et poetisk overskud, de færreste matcher.

4 Nicolai Munch Hansen og Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand sø
Hvor opløftende at høre Laugesens poesi, omformet til lige så egensindigt pulserende musik, komponeret af Munch-Hansen og sunget helt ind i sjælden af
Kira Skov, Steen Jørgensen og mange andre. En knitrende vinder til pejsen på vinterens koldeste dage. Men pas på – det er ikke helt almindeligt brænde, der tændes op med her.

5 Bisse: Højlandet.
Der er virkelg noget i luften her, noget på spil, noget der tør rykke ved det hele. Jeg har stadig til gode og se Bisse live og blive helt overbevist, men satsningen, fritænkningen og det ind i mellem chokerende poetiske klarsyn skal og bør hyldes.

6 Baby Woodrose: Freedom
Lever måske lige rigeligt på formlen og klicheen, men charmerende og træfsikkert er det sgu stadigt, når Baby Woodrose indfanger signaler fra soul, pop, rock og kværner det igennem laboratoriets psykedeliske og altid menneskelige legetøjsmaskineri.