Mit intense og dramatiske møde med Fidel Castro

15259432_10154921909926435_2287139115384415287_o15109378_10154922109616435_6384325958619251001_n15267678_10154922112586435_101496783983353961_n

Af Henrik Saxgren

I 1993 boede jeg en måned i Havana, hvor jeg hver dag fulgte en gruppe unge fiskere, der fra baderinge fangede sværfisk med en fiskeline og de bare næver.
Inden Sovjetunionen brød sammen i 1991 modtog Cuba langt over 75% af sine fornødenheder fra Sovjet.
Så Sovjets sammenbrud ramte den lille caribiske ø-stat meget hårdt.
Der var ingen mad i butikkerne og de få fødevarer, der overhovedet var i landet, var strengt rationerede. Da myndighederne var bange for, at folk skulle flygte over havet til Miami, var det ikke tilladt at gå ud i jolle fra stranden, men slanger fra lastbildæk var ikke omfattet af dette forbud…
Så hver morgen inden solopgang, padlede mine venner ud på havet i en badering for at fiske.
Problemet var bare, at selv om alle i Havana manglede mad, blev mine venner anklaget for sortbørshandel, når de solgte deres nyfangede fisk på gaden.

Jeg havde også akkrediteret mig til den internationale filmfestival i Havana og blev i den sammenhæng en aften inviteret til banket i præsidentpaladset.
De syd- og latinanerikanske filmfolk var vilde med Fidel Castro, så når han kom ind i lokalet, blev han øjeblikkelig omringet – som teenagepiger omringer Justin Bieber.
Ved midnatstid var jeg blandt de sidste gæster, da Fidel Castro kom ind i lokalet en sidste gang og denne gang kom jeg helt tæt på. Mit spanske var ret dårligt (det er det stadigvæk, desværre), så jeg tiltalte ham på engelsk: ” – Mister president, if an old man ‘at’ the sea catchs a fish, to whom does that fish belongs?”
Fidel Castro vendte sig mod mig og stirrede mig direkte ind i øjnene.
Han bad mig stille et nyt spørgsmål, da han betragtede det første som en fælde – som han udtrykte det.
Jeg ændrede spørgsmålet ganske lidt: ” – Mister President, if an old man ‘at’ the sea catchs a fish, why isn’t he allowed to sell it in the street?”
Præsident Castro lyste op…
Han greb fat i min fotovest med begge hænder og ruskede mig faderligt: ”Nu kommer du her og ligner en faldskærmssoldat…” (Jeg havde fotovest på fordi jeg havde forsøgt at få mit kamera med ind i salen, men da det blev mig nægtet stod jeg pludselig overfor landets præsident i en latterlig fotovest.) Og så begyndte han ellers på en lang udredning om Europa og Danmark under og lige efter II. Verdenskrig. Han anklagede mig for ikke at have forstået Cubas vanskelige situation med først den amerikanske embago og nu efterfulgt af Sovjets sammmenbrud. Han fortalte mig om min mor (næsten som om han kendte hende) og hendes omhyggelighed med rationeringsmærkerne – for at få det hele til at slå til. Og om min fars patriotiske accept af efterkrigstidens mangelsituation.
Han var vidende og karismatisk og jeg var genstand for hele hans opmærksomhed.
Det var en meget intens situation.
Jeg lod mig ikke helt forblænde af hans karisma, men kæmpede for min sag, som jo var, at han skulle gøre noget ved den uretfærdighed, som myndighederne udsatte mine unge fiskervenner for.
I min iver for at hjælpe disse unge, (om jeg havde tilbragt tre uger med på havet), kom jeg til at kalde dem ”Los Balceros” og på et splitsekund forandrede alt sig.
Fidel Castro slap sit tag i min fotovest og paladset frøs til is.
”Los Balceros” er nemlig betegnelsen for de cubanere, som flygter over havet til Florida og hvis jeg havde jeg tilbragt tre uger ’med disse udskud’, som han kaldte dem, var jeg ikke en velkommen gæst i paladset – eller i Cuba for den sags skyld.
Præsidenten vendte om på hælen og forlod lokalet og resten af natten så jeg kun folk fra hans efterretningstjeneste. De satte sig tæt omkring mig i bussen, da jeg forlod paladset og de sprang ind i min taxa, da jeg skulle videre ud til min pension i Miramar.
Næste morgen blev jeg banket op før solopgang af min guide fra indenrigsministeriet. Han skulle have have en udskrift af samtlige spørgsmål, som jeg havde stillet præsidenten aftenen inden. Han svedte…
Jeg var aldrig bange for at komme til at lide fysisk overlast, men jeg var bange for, at de ville tage mine 50 ruller ufremkaldt film, for at undersøge, hvem jeg havde været sammen med og hvad vi havde lavet. Det måtte de i virkeligheden gerne se, men jeg kunne ikke udholde tanken om, at mine film skulle fremkaldes i gamle og beskidte kemikalier i et lummert og uhumsk lokale.
Så næste dag forlod jeg Cuba med det første fly.
En oplevelse rigere!
I går døde Fidel Castro…

There is one comment

Der er lukket for kommentarer.