Lars Movin har været til premiere på ‘Vinyldrømme’

980119_10153597834165749_5103504888143473093_o

Lars Movin skriver på Facebook:

DET ER DE UOPNÅELIGE OBJEKTER, DER GØR DET VÆRD AT VÆRE SAMLER
Apropos verdenspremieren på “Vinyldrømme”, Niels Plenges længe ventede dokumentarfilm om vinylplader, i Cinemateket går aftes.
I filmen taler Baby Woodrose- og Spids Nøgenhat-frontfiguren Uffe “Guf” Lorentzen om hobbyen med at samle på vinylplader som en art besættelse, ja, måske ligefrem en sygdom. Og at det forholder sig sådan, kan de fleste samlere – uanset hvad de samler på – formodentlig skrive under på.
Alle samlere ved, at man ikke kan tage sin samling med, når man engang skal herfra. Alligevel samler man, som om det var for evigheden. Og alle samlere ved, at man aldrig får en komplet samling, fordi man instinktivt hele tiden udvider feltet, så snart man er tæt på at være i mål.
Men det djævelske er, at det netop er disse tilsyneladende håbløse vilkår, der holder samlermanien kørende. Det er kort sagt de uopnåelige begærsobjekter, der gør det værd at være samler.
For mit eget vedkommende er et af disse uopnåelige objekter førsteudgaven af den Jazz & Poetry-plade, som Jack Kerouac i 1959 udgav sammen med pianisten og talkshow-værten Steve Allen: “Poetry for the Beat Generation”. Samarbejdet mellem de to blev grundlagt, da Steve Allen en aften optrådte som gæst i forbindelse med Jack Kerouacs engagement i New York-klubben The Village Vanguard i december 1957. Året efter blev Kerouac inviteret til at medvirke i Allens tv-show, hvor forfatteren læste op af sin roman “On the Road”, mens værten improviserede på piano, og kemien var så god, at de to besluttede at indspille en plade sammen senere i 1958.
Resultatet blev udsendt af Dot Records, men allerede inden den officielle udgivelsesdato blev albummet trukket tilbage, angiveligt fordi selskabsdirektøren Randy Wood fandt indholdet stødende. Sagen førte til, at produceren Bob Thiele forlod Dot Records, og sammen med Steve Allen stiftede han selskabet Hanover/Signature, som genudgav albummet med et nyt cover.
Derfor er Dot Records-udgaven af “Poetry for the Beat Generation” uhyre sjælden. Ingen ved præcis hvor mange eksemplarer, der er i cirkulation, men det er givetvis ganske få. Personligt har jeg kun en enkelt gang i mit liv holdt et eksemplar i hænderne (det er det hér fotograferede), og kun en enkelt gang har jeg set et eksemplar til salg (for godt 20.000 kroner).
Jeg ved således, at jeg med den allerstørste sandsynlighed aldrig kommer til at eje et eksemplar af Dot Records-udgaven af “Poetry for the Beat Generation”. Alligevel bliver jeg ved med at drømme om en dag at indlemme pladen i min samling. Jeg ved også, at jeg ikke som sådan ville blive lykkeligere af at eje pladen, men som samler er man et fjols, der ser bort fra den slags indsigter. Jeg vil sindssygt gerne eje den plade! Og netop dét paradoks er et af de smukke aspekter ved at være samler. Det er, som om hullerne i samlingen spejler det hul, man har i sit indre, og som man forsøger at fylde ved at samle. Det er lige så futilt, som det er fornøjeligt!

Advertisements