Dansesalonerne

Allan Mylius Thomsen skriver på Facebook:

I gamle dage foregik dans i København på dansesalonerne. Der var fem: “Figaro” på Vesterbrogade, “Kæden”, i Dronningens Tværgade, “Phønix” i Valkendorffsgade (kaldet “Fug­len”), “Valkyrien” på Vesterbrogade og “Aftenstjernen” i Store Regnegade, hvis be­villing senere blev flyttet til “Florasalen”. Kædens stampublikum var husassistenter og soldater. I Figaro kom hovedsagelig kommis­sionærer, handelsfolk og vesterbropiger med deres alfonser. Figaro blev senere afløst af »Palais de danse«, og blev til “Valencia”.
Dansesalonerne var åbne fra kl. 21.00 til klokken 02, og navnlig i de sidste timer kunne det gå livligt til. Der var på alle danse­salonerne udstationeret to politimænd, der hos værten opkrævede den kommunale afgiften. Pengene gik til fattigkassen. Først derefter fik dansen lov at begynde. Opstod der ballade, ordnedes det som regel med en bortvisning fra lokalet.
Der var en stor, kraftig danseinspektør (dansemester), hvis opgave var at få herrerne og, når to damer dansede sammen, den førende dame til at erlægge den 5-øre, som hver dans kostede. Senere blev afgiften 10-øre. Den såkaldte 10-øres dans.
Dansesalonerne skovlede penge ind. I løbet af 5 minutter var der 3 danse, heri indbefattet ti­den, som incassationen varede. 5 ørerne lagdes på skranken ved or­kestret, og danseinspektøren havde et øje på hver finger for at påse, så ingen snød sig fra betalingen. Han havde navnlig et godt øje til den førende dame, der jo nemt kunne smutte væk mellem de øv­rige damer. Dansesalonerne var det eneste sted, hvor man kunne få sin dan­selyst styret. Der var ingen, der gav sig til at danse på restauranter.
Det blev indført under den første ver­denskrig af legationssekretærer efter udenlandsk mønster på hotel d’ Angleterre. Var det sket på et mindre prominent sted, var det sik­kert blevet forbudt som værtshusuorden.

Foto: Kæden i Dronningens Tværgade 1936. Københavns Museum