Lars B. Jørgensen skriver på Facebook:

Forleden rodede jeg mig ud i et bud på en liste over årets plader i en raptus på Twitter. Det var en ret overskuelig affære, der måske gjorde to ting klart: 2015 var næppe nogen præmieårgang og jeg har måske heller ikke voldsomt travlt med at holde mig ajour med det nyeste nye. Der kan være mere gevinst i at (gen)opdage eksempelvis Triffids end at høre hipsterovervurderede Father John Misty eller en blodfattig lille alf som Julian Holter.

Det hjælper næppe heller, at jeg er blevet skilt fra min DAB-radio og ikke har gidet anskaffe mig en ny til af tune ind på P6 i bad og til barbering. Men til forskel fra da jeg levede af at skrive om musik, har jeg nu både tid og den største lyst til at dykke hæmningsløst ned i historiens laguner. Jeg kan bore dybt, forundret, fascineret og fikseret i et enkelt navn eller bare være skizofrent begejstret for at surfe rundt med eklektisk samlermani i det, der lige rammer det musikalske g-punkt.

Her er en række af de (vinyl)plader, jeg dyrkede med størst veneration i 2015:

Crystal Castles: III. Isnende kolde og cinematisk billedynglende synthlyde, stemmer som skingert mareridt undfanget i sindets krybekælder og med en køligt dunkende puls. I de mest intense øjeblikke nærmest altopslugende.

Underworld: Dubnobasswithmyheadman. Et stykke tilstandsmusik, der nok rykker bentøjet op med 90er rødderne, men stadig virker så frisk og uopslidelig tyve år efter udgivelsen.

Suicide: (Second album). Legendarisk newyorker duo og selv om jeg fik købt deres skelsættende debutalbum på rød vinyl, var det genhøret med denne kultklassiker fra 1981, der blev et af årets evangeliske øjeblikke. Übercool minimalisme, boblende analoge synthesizere, Roland rytmeboks og Alan Vegas gør-det-(s)Elvis rockabilly fraseringer i Ric Ocaseks popsensible produktion.

Marilyn Manson: The Pale Emperor. Åh ja, Brian Warner balancerer ofte på selvparodiens rand, men rammer alligevel renere end længe med denne stort anlagte og alligevel stramt eksekverede metalplade i gotiske gevandter og med en understrøm af blues. Luftguitaren gløder stadig med armbevægelser så store som møllesving.

Kraftwerk: Radio-Aktivität. Fik den omsider i tysk versionering og med det rigtige cover. Det var grund nok til at skamspille både denne og store dele af kataloget. Kraftwerk er en evig kilde af musikalsk klarsyn og konsekvens.

Lana del Rey: Ultraviolence. Sexet, mystisk, manieret chanteuse, der her blev produceret af Dan Auerbach og som i sine bedste øjeblikke skaber drømmepop som David Lynch ville skære den til.

New Order: Get Ready. En af de mest glædelige genopdagelser over hele året. Indeholder med lethed nogle af bandets mest forrygende, uimodståeligt iørefaldende og danselokkende sange. Peter Hook, bandets ufravigelige adelsmærke af en bassist, lægger tryk på med muskuløst syngende melodilinier i bredformat.

Bob Carpenter: Silent Passage. Titelnummeret alene er overjordisk smukt, ikke mindst takket været Emmylou Harris’ tindrende klare korvokal, men der er flere fornemt håndrullede sange fra en af de singer-songwritere, 1970erne fortærede, inden nogen nåede at se lyset.

Gene Clark: White Light. Et stilstudie i prunkløs sangskrivning, når den er allemest indtagende, inderlig og intens. Kendt som en del af Byrds, men faktisk bedre i eget navn.

Bill Fay: Who’s The Sender. En samling næsten salmesmukke sange, der synes at læge sjælen med balsamisk effekt, selv om Fay ikke er blind for en sortsveden civilisationskritik. Spirituelt tonet og med en lavmælthed i det musikalske anslag, man bliver ved at vende tilbage til for at finde storheden i det stille.