EU og venstrefløjen

Enhedslisten

Enhedslistens Frank Aaen (tv), Johanne Schmidt Nielsen og Per Clausen (th) præsenterer partiets valgprogram tirsdag d.30.august 2011 på et pressemøde på Christiansborg. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2011)

Af Tom Ahlberg

Efter Retsforbeholds-afstemningen har jeg set mange som har markeret hån og latterliggørelse for Enhedslistens position. Især er der mange fra konkurrerende venstrefløj, som er skuffede over EL. Det kommer der ikke meget konstruktivt ud af. Højst noget galle, som trænger til at komme ud.

Jeg synes også det er rigtig svært at forstå synspunkter i retning af, at der skal en europæisk løsning til, den skal bare være forankret i lokale demokratier. For EU er jo forankret i lokale demokratier. Disse demokratier kan være svage, men findes aktuelt jo ikke bedre. Disse demokratier kan ville noget andet end den danske venstrefløj og det kan selvfølgelig være svært at affinde sig med. Men er jo netop udtryk for den demokratiske tilstand.

Man kan selvfølgelig godt ønske sig andre mellemstatslige europæiske samarbejdsformer. Men det nuværende er jo netop det, demokratierne har ønsket, i DK sågar bekræftet gennem en del folkeafstemninger. Så mere demokratisk bliver det ikke lige nu.

Så kan man selvfølgelig sidde i det stille og ønske at EU bryder sammen, så der ud af asken opstår en ny samarbejdsorganisation. Men den kræver jo også at de lokale demokratier vil dette. Og det har altså taget over 50 år at forankre det nuværende samarbejde, sådan som det så er forankret. Så det er jo ikke en nem opgave, at lave en ny demokratisk funderet mellemstatslig organisation.

Og i de mellemliggende år skal man finde nogen til at tage sig af miljøreguleringer, monopoler, handelsaftaler, grænser, flygtninge og mange andre vigtige daglige opgaver.

Jeg synes det er et værdigt venstrefløjsprojekt at udvikle konkrete modeller for sådant samarbejde. venstrefløjen har altid været stærkest, når man var konkret. Selv er jeg for utålmodig til sådant arbejde, men håber virkelig at man i EL og EL’s omegn vil forsøge at være konkrete med internationale samarbejdsmodeller.

Mens man venter på ideer til fremtide samarbejder, er vi så nogle som tænker at man må arbejde på den scene, der nu engang er. Og jeg kunne så godt tænke mig, at nogle omkring EL – på linje med Keld Albrechtsens tanker i Information – prøvede at gå med i sådanne diskussioner. Det må jo også være drønærgeligt for EL at blive båset som nationalister, bare fordi man stemmer sammen med DF ved folkeafstemninger. Men det er åbenlyst svært at komme ud af en nej-til-eu-position. Det ved vi skam også godt i SF.

Nogle eksempler, hvor jeg synes en mere samlet venstrefløj kunne bidrage:
– mens vi venter på mere verdensomfattende finansskatløsninger, kunne det være godt at følge, styrke og medudvikle på det projekt, som Tyskland, Frankrig har igangsat.
– i takt med megavirksomhedernes udnyttelse af arbejdskraftens frie bevægelse, er der øget behov for internationale rammer for anstændige arbejdsforhold.
– i 1970’erne førte venstrefløjen en ivrig kamp for at sætte rammer for de 7 søstre (benzin). I dag er der samme behov i forhold til de fire digitale brødre (Microsoft, Google, Apple og Amazon).
– retsforbeholdsdiskussionen viste mange eksempler på behov for stærkere internationalt samarbejde for at bekæmpe terror og kriminalitet (cybercrime, mafiavirksomhed, tyvebander). Vi savner nogle bud fra venstrefløjen på, hvordan vi kan skabe større tryghed for borgerne. I hvert fald andre bud end at lukke grænser.
– den – demokratisk forankrede – politisk/økonomiske diskurs i hele Europa sætter hidtidige velfærdsløsninger under pres. Vi savner bud på, hvordan man kan undgå et ræs mod velfærdsbunden. Syriza er selvfølgelig én vej. Men det er ikke en vej som skaber gensidig, endsige folkelig, forståelse for fælles rammer. Og hvis man vil drive nogle vælfærdssikkerheder igennem, er man jo også nødt til at indgå i nogle aftaler om, hvem der skal betale regningerne.
– indtil der er andre end EU til at tage sig af det fælles europæiske flygtningedilemma, må man være konkret i løsningsforslag. Lige nu skubbes problemet rundt fra land til land med underbudsløsninger. Hørte jeg en venstrefløj sige at støtten til Tyrkiet skulle fordobles (og hvem der skal betale)? Hørte jeg en venstrefløj foreslå, at der skal pumpes penge i græske modtage- og beboelsescentre? Hørte jeg en venstrefløj sige, at de svenske stramninger nok er udtryk for at faktiske tal har betydning? Hørte jeg en venstrefløj sige andet end det pinligt naive “der skal en frivillig fordeling til”. Det er som bekendt altid nemt, når andre skal være frivillige.

Midt i alt dette har jeg sådan set svært ved at se, hvor venstrefløjspositionen vil sige “mindre EU”. Jo landbrugsordningerne. Men det er der dansk konsensus om – og viser hvor lang tid det tager, når man laver nationalt demokratisk funderede løsninger.

Men reelle venstrefløjsforslag til “mindre EU” vil da være spændende at få ind i debatten.

Det kræver selvfølgelig, at man også accepterer, at EU ind i mellem træffer “forkerte” og mangelfulde beslutninger. Ligesom den danske stat ofte træffer forkerte beslutninger, vælger de fleste alligevel at bidrage på den kampplads.