Af Özlem Cekic

Det her er lidt sygt, men synes alligevel I skal læse om det. Min søn på 16 år ringer til mig på vej til skole tidlig morgen for at fortælle, at han har glemt sin taske enten i bussen eller i metroen. Fordi han også havde sin håndboldstaske i hånden, har han ikke været opmærksom på sin skoletaske. Han er dybt ulykkelig over, at han har sin computer, lommeregner og bøger i den. Jeg er til gengæld gået helt i panik over, at det kan starte en bombealarm, som kan lamme den københavnske transportsystem. Det eneste jeg tænker på er, hvilket signal det sender, at en brun dreng går ud af bussen/metroen og efterlader en taske. Jeg beder min søn om at få fat i metromedarbejderne med det samme og fortælle dem om min bekymring. I mens ringer min mand til Movia. Da vi får fat i en servicemedarbejder, siger han at hittegodskontoret er åben først KL 8. Vi fortæller ham, at inden da er helvede sikkert brudt løs, hvis nogen aktiverer bombealarmen. Han forstår faktisk godt vores bekymring og snakker med sin overordnede, som sender en besked ud til chaufførerne, for at berolige dem med, at det bare er en taske og ikke en bombe, der er glemt i bussen. 10 min efter er tasken fundet. Jeg var så lettet! Under normale omstændigheder vil en mor nok ærger sig over de værdigenstande, der var i tasken. Men i disse terrortider, er jeg først bange for konsekvenserne for min søn, hvis hans billede dukker op i medierne som “mulig bombemand” men også den utryghed det vil skabe i morgentrafikken. Jeg kan ikke lade være med at tænke over at terroristerne vandt over mig den morgen! Jeg hoppede i med begge ben. Trist men også bekymrende, hvad frygt gør ved os.