For 34 år siden bankede PET på døren

244263

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

I dag er det 34 år siden, jeg blev anholdt og udråbt til spion, selv om PET udmærket godt vidste, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt (for det havde rigsadvokaten fortalt dem) og selv om både stats- og justitsministeren derfor havde forbudt PET at anholde mig. Men de havde helt uden om regeringen aftalt med det britiske efterretningsvæsen, at jeg skulle bruges som skræmmemiddel for at afskrække andre fra helt lovlige kontakter til østlandenes ambassader.

Alt i alt har resultatet af den retsstridige anholdelse været positivt. Jeg blev uønsket på de store forlag, så jeg ikke er forfaldet til at hvile tungt og slumrende på laurbærrene, men kan hele tiden være nyskabende og skrive på min egen måde, ikke bare gentage en tam succes. Jeg blev skilt, så jeg kunne finde mit livs kærlighed, hvilket igen førte til, at jeg holdt op med at drikke. Jeg har aldrig kunnet få fast ansættelse nogen steder, så jeg har lært at klare mig selv.Jeg er ikke blevet offentlig debattør, så jeg kan bruge tid på Facebook. Jeg mistede de sidste illusioner om, at magthaverne retter sig efter loven og overholder menneskerettighederne, og det er nok sundt.

Der er ting, der ærgrer mig, som f.eks. at mine bøger sjældent bliver anmeldt, og at enhver omtale af mig i pressen, uanset i hvilken anledning, kommer til at handle om denne spionsag i stedet for om det, jeg har at sige. Og at PET i modstrid med ophavsretten vil have rådighed over mine konfiskerede dagbøger og udlevere dem til offentligt arkiv.

Men at jeg nu i snart halvdelen af mit liv har været uperson har forhindret mig i sløvt at affinde mig med magthaverne og have illusioner om dem. Det har fastholdt mig i min politiske position på venstrefløjen. Så alt i alt må jeg sige tak til det hemmelige, politiske politi, fordi det i den grad har holdt galden flydende i mig, så jeg stadig bekæmper magthaverne lige ihærdigt.

***

Det er lidt deprimerende at konstatere, at der ikke er én jurist eller historiker, der har taget sagen op, og at der gik 25 år, før en journalist fandt på at spørge mig om min opfattelse af det hele. Det er deprimerende, at sagen har været omtalt i næsten hundrede bøger, også akademiske publikationer, uden at forfatterne har fundet det nødvendigt at anvende kritisk sans. De har alle bare gentaget PET’s oprindelige anklagepunkter. Eller i en del tilfælde broderet videre på dem, frit ud i luften. Det er deprimernede, at PET-kommissionens formand udtalte, at der ikke var nogen grund til at høre på dem, der var ramt af PET’s fremfærd, for rapporten skulle kun gengive PET’s synspunkter og, som han ordret sagde, “der er ikke lagt op til kontradikton” – og at de historikere, der har omtalt sagen i tidens løb, alle om en har ladet deres evne til kildekritik ligge hjemme i skuffen og udelukkede har efterplapret det hemelige, politiske politi. Men sådan er forholdene altså – og det er bedst at være klar over det.

Det er som en meget kendt forsvarsadvokat engang sagde til mig: “Selvfølgelig har du ret, Arne, men du kan aldrig *få* ret”.

***

For et par år siden fik jeg lov til at se akterne om min sag hos PET. Det har jeg beskrevet i min bog “Aktindsigt”. Rapporterne giver et godt indblik i PET-medarbejdernes indsigt og fatteevne. Her er nogle pluk:

DIIS dokumenter 100 og 106 fortæller om møder mellem mig og personer, hvis navn er overstreget. Om et møde i september 1973 på en restaurant i København hedder det, at der ”taltes en del om AHP’s personlige forhold” og at jeg ”orienterede” manden med det overstregede navn om ”statsministerskiftet i oktober 1972”. Vi har altså snakket om min privatliv og om at statsministeren det sidste år hed Anker Jørgensen. Ikke ligefrem noget, der virker særlig ”konspirativt” på andre end PET. Hvis man er spion, når man fortæller en udlænding, hvad landets statsminister hedder, må man sandelig sige, at man går i fare, hvor man går.

***

25. august 1979 spiste jeg frokost med den sovjetiske diplomat Vladimir Merkulov på Restaurant Ny Peking på Trianglen, og PET havde anbragt deres lurere ved et bord, så de kunne høre med. I den omfattende overvågningsrapport fortæller de, at Merkulov viste mig en artikel, der hed ”Nej til atomkraft i NATO” og spurgte, om jeg kendte journalisten.

Jeg svarede, at jeg personlig kendte forfatteren, der hed Knudsen. – Han er lærer på Krogerup Højskole. Han kan godt være svær at komme ind på, idet han har nogle meget faste standpunkter. Han ville f.eks. ikke være medlem af den lokale soldaterforening, fordi den var konservativt domineret, sagde jeg ifølge referatet.

Merkulov spurgte mig derefter om denne Knudsen var medlem af DKP, og det sagde jeg nej til.

Rapporten er et glimrende eksempel på, hvor dårligt orienterede PET’s folk var og hvordan de kunne misforstå selv de enkleste ting. Hvis de havde været i stand til at lave en smule efterforskning, kunne de så let som ingenting have fundet den pågældende artikel – så havde de undgået en del af deres værste fejl. Artiklen hed selvfølgelig ikke ”Nej til atomkraft i NATO” – NATO havde ikke noget med atomkraftværker at gøre. Den hed ”Nej til nye atomvåben i NATO, et bidrag til den sikkerhedspolitiske debat” og stod i Information 23.8.79. Den var skrevet af forfatteren Erik Knudsen (som PET tilsyneladende ikke kendte).

Morten Heiberg, der citerede den mystiske samtale i PET-kommissionens beretning har ikke studset over noget – heller ikke over det ejendommelige ved, at Erik Knudsen overhovedet kunne tænke på at melde sig ind i en soldaterforening og derefter blev overrasket over, at denne forening kunne være konservativt domineret. Det, jeg sagde, var, at Erik Knudsen ikke engang ville melde sig ind i Forfatterforeningen, fordi foreningens formand var det konservative folketingsmedlem Hans-Jørgen Lembourn.

En ting er, at PET’s referent konsekvent hører forkert. Men at han ved så lidt er forbløffende, og at ingen af dem, der har læst referatet, har bemærket besynderlighederne er nærmest skræmmende. Det ville have taget dem (eller Heiberg) ti minutter at tjekke oplysningerne. Men det har de ikke gjort.

For os andre siger det noget om, hvor varsom man skal være med at tro på, hvad man læser i PET’s rapporter. Når de kan præsentere tre gedigne fejl – om artiklens navn, forfatternes navn og den forening, han ikke ville være med i – på så få linjer, rejser det tvivl om deres almindelige fatteevne.

Erik Knudsens artikel er senere optrykt i ”Fred og socialisme”, 1983, s., 95-105, og i ”Håb og handling”, Uglebog 1980, s. 54-64.

***

20.10.79 var min niårige papdatter hos sin far i København og ringede hjem. Jeg fortalte hende i samtalens løb, at jeg netop havde fået et pænt, stort honorar på 12.000 fra Modtryk, så nu flød vi i penge. Jeg sagde også, der var kommet et brev til hende fra en klassekammerat, og sagde hvad han hed. Det ville hun gerne høre med det samme, så hun bad mig åbne brevet og læse det op i telefonen. Der stod: ”Jeg elsker dig og det gør du vel også mig. Jeg kommer og henter dig en dag. Kærlig hilsen, din skat.”

Min daværende kone snakkede derefter med sin ex-mand og fortalte ham, at der var kommet penge fra Modtryk og også bibliotekspenge, og det ville vi fejre ved at spise smørrebrød inde i Humble… Små scener fra det ægteskabelige liv. Men ikke just noget samfundsstyrtende. Og igen: Hvad rager det dog PET? Og hvorfor skal disse rapporter anses for historisk særlig værdifulde og gemmes i Statens Arkiver?

7.11.79 talte min papdatter i 22 minutter i telefon med den klassekammerat, der havde sendt hende et kærestebrev. Begge de niårige børn blev indført i PET’s arkiv med fuldt navn, adresse og CPR-nummer, og deres samtale om skiture refereres omhyggeligt. Intet er for småt eller for privat for PET. De skal have deres næse i det hele, selv i børns private samtaler. PET-kommissionen refererer også samtalen og siger, at min papdatter talte med sin veninde, selv om drengenavnet står i rapporten. Det ville hendes ven og ”kæreste” være blevet meget fortørnet over

19.8.80 ringede jeg til Jelling Bogtrykkeri og bestilte pjecen ”True Blues” trykt. De havde fået teksten tidligere. 27.8.80 ringede jeg til den sovjetiske ambassade og spurgte efter Merkulov. Da jeg fik ham i røret siger jeg, at den pjece ”jeg engang har fortalt dig, jeg kunne tænke mig at skrive”, den havde jeg nu fået i korrektur, og tilføjer: ”Jeg har rettet den. Der var nogle få fejl. Den tekst, jeg fik, den var så god, at jeg kun behøvede at rette hist og her.”

Denne bemærkning er tilsyneladende eneste grundlag for den ofte fremførte påstand om, at jeg ikke selv havde skrevet ”True Blues”, men fået en tekst, der var skrevet af KGB og udgivet den under eget navn. Man har åbenbart overset, at jeg fortæller om, at jeg har læst korrektur og rettet nogle få fejl. Jeg var tilfreds med kvaliteten af bogtrykkerens arbejde, hans tekst rummede kun få fejl. Jeg lånte nogle fotokopier fra kendte vesteuropæiske aviser af Merkulov, hvad jeg aldrig har lagt skjul på. Og mis- eller disinformation kan man ikke kalde pjecen. Den er præcis, hvad den foregiver at være – en kompilation af førende avisers omtalte af Thatcher. Og jeg har naturligvis skrevet den selv, hvilket Vagn Lundbye også bemærkede, da han besøgte mig, mens jeg var i gang med at skrive den

***

PET havde åbenbart holdt vagt ved den lejlighed i Korsgade, hvor jeg overnattede, for næste dag fulgte de mig, fra jeg stod op og dagen igennem, selv om jeg ikke lavede noget som helst, de burde kunne interessere sig for. Det er nok den mest absurde af alle deres overvågningsrapporter:

”Obs. Oprettet 0900 i Korsgade. Kl. 0944 sås P. udpasserende fra Korsgade nr. 5, hvorefter han gik tværs over Korsgade til et værtshus, ”Diligencen”. Døren var låst, gik videre til Tuca, Korsgade 33. Obs. siddende ved et bord sammen med formentlig en stamgæst. Kl. 1128 udpasserede P. fra værtshuset i tydeligt beruset tilstand. Han fik herefter ad Korsgade mod Griffenfeldsgade, hvor han på hjørnet tog opstilling for at hyre en taxa. Kl. 1138 lykkedes det endelig P. at formå en hyrevogn til at tage sig med og det gik herefter til forlaget Sesam.

Kl. 1215 udpasserede P. igen og tog med hyrevogn til Brolæggerstræde 6, kælderen. Her gik P. hen til en disk og begyndte at snakke med ekspeditricen. Herefter smed P. sin jakke og var nu iført hvid, strikket trøje. Forretningen i nr. 6 var en slags kunstforretning. Kl. 1318 udpasserede P. fra forretningen. Han var derefter på Sorgenfri, men udpasserede kort efter og gik til ”Strøget”, hvor han hævede check i Handelsbanken. Han var på Cheval Blanc og drak fadøl/porter. Kl. 1408 fortsatte han til Ritzau i Mikkelbryggersgade, ud 1415. Hyrevogn til Hovedbanegården. 1438 indpasserede P. på Jernbanecafeen, hvor han drak porter. 1453 til afgangshallen. 1457 til Spor 6. Intercity tog mod Esbjerg.”

Det var så det. Og hvad har det mon kostet skatteyderne, at PET har lusket rundt efter mig i seks timer?

***

1.6.81 talte jeg i telefon med en god ven om at få appellen oversat og udsendt til forskellige internationale aviser, partier m.v. Jeg læste en lang liste op. Det er helt forbløffende, hvordan PET kan forvandle alle disse navne til den rene hakkemad. PET nævner to grønlandske partier, der hedder Sissemut og Adalchelit Enudit. På Færøerne har de ”det revolukanske parti”. Venstrepartiet i Sverige bliver til det ”venstrekommunistiske parti”. Finland har et parti, der hedder ”Vivikaheten Gren”. I England er der en organisation med navnet ”Canpaign for Nucleare Desirement” for dem der har nukleart begær, i Schweiz finder man avisen ”Neuzucker Zeitung”, den nye sukkeravis, i Paris en mystisk organisation, der hedder ”Accession de’cekret” og i Wien findes en ”Höchstellerferein”, en mystisk forvanskning af det, vi andre kalder ”Schriftstellerverein”.

Endnu engang kan det måske tilgives, at de porterdrikkende lurere har svært ved at opfatte, hvad der bliver sagt. Men kunne de så ikke slå det op bagefter? Hvorfor mener PET, at enhver tåbelig misforståelse skal stadfæstes og foreviges?

***

Den daværende chef for PET, Ole Stig Andersen, skriver i sine erindringer s. 369 om dem, der stod for telefonaflytningen: “De kom om morgenen, organiserede det nødvendige antal portere, som var deres brændstof, hvorefter de gik i gang med arbejdet”. Noget tyder på, at de tankede kraftigt op, før de aflyttede mig, og da jeg også ganske ofte var middelsvært beruset, bliver resultat et kammerspil for dobbelt tågetæppe. Men de flittige granskere i diverse kommissioner kan ikke få øje på noget som helst mærkværdigt ved nogen af disse mange aflytningsrapporter. De tager det hele for pålydende, og det virker som om hverken Bent Jensen eller nogen af de andre nogensinde har gennemgået det ellers obligatoriske kursus i tredje og fjerde semester af studiet i historisk metode og kildekritik.

Advertisements