Ud at se med DSB

11906229_1616152065300095_774172902_n

Arne Herløv Petersen skriver på Facebook:

Når jeg skal til København, sidder jeg i reglen i en stillekupé, så jeg kan læse og skrive. Men der var ikke plads i dag, så jeg satte mig med en let gysen ind i en af de store kupeer, hvor der lige var en enkelt plads ledig i en firemandsafdeling. Det er tit lidt af et mareridt, med skrigende børn og alle disse mennesker, der sidder med deres mobil og taler højt ud i luften om ting, man tidligere knap nok ville betro sin nærmeste ven. Men i dag var det anderledes. Der sad en englænder på et halvt hundrede år, der boede i Sydtyskland og var skolelærer. Han havde ikke været i Danmark før. Så var der to sygeplejersker, der havde været til et seminar i Kolding og fulgtes med skolelæreren siden da, og nu var de nået til, hvad der var typisk dansk mad. De nævnte stegt flæsk med persillesovs, selv om de begge to vrængede på næsen og sagde, det var fedtet og væmmeligt. Så foreslog jeg smørrebrød, og det førte til længere diskussioner, hvor folk fra andre dele af kupeen også deltog. Og vi snakkede videre, om sprogundervisning og flygtninge og meget andet. Da den ene sygeplejerske skulle af, kom der en kvinde, der viste sig at være musiker og spille saxofon. Skolelæreren havde engang set en mand, der stod på scenen og udhulede en gulerod, borede huller i den, satte saxofonmundstykke i og spillede på den. Musikeren fortalte, hvad jeg ikke vidste, at den lille jingle, de spiller over højttaleranlægget, når vi kommer til en station er DSB – tonerne d es b. Og sådan gik tiden så hyggeligt, og skolelæreren sagde, at nu havde han været syv timer i Danmark, og han havde ikke mødt andet end rare og venlige mennesker.

Og så tænkte jeg: Ja ja, du bliver klogere. Men jeg tænkte også på, at sådan nogle små togsamtaler havde jeg da egentlig så tit før i tiden, dengang vi sad i seksmandskupeer med dør ud til gangen, men nu er det efterhånden længe siden. Det var helt rart at snakke sådan; man burde gøre det lidt tiere…