Det er ikke nogen særlig nobel eller autentisk kvalitet at have gået meget kort tid i skole

10422587_526803600792501_2481400551978757099_n

Sebastian Dorset skriver på Facebook:

Kloge mennesker står i kø for at fortælle, man ikke skal hakke på Dansk Folkeparti, at man skal respektere demokratiet og vælgernes dom og at kritikken af DF bare styrker partiet.

Og jeg kan da lige love for at jeg respekterer vælgernes demokratiske dom, endda nok til at kommentere den. For det lader til at størsteparten af den offentlige debat og pressen handler med stor loyalitet overfor ovennævnte kloge menneskers budskaber om at lade DF være.

Jeg hører tit folk beklage sig over ”den sædvanlige DF-bashing” hvis nogen vover at kritisere deres adfærd eller politik. Men egentlig bashing ser jeg yderst sjældent. Den er et fatamorgana. En erindring fra sluthalvfemserne, der holdes op som et forrevent banner foran de frustrerede, når de skal lokkes ind i folden på landets mest forkælede parti.

For det er Dansk Folkeparti. De mest forkælede nogensinde. Talt efter munden og fritaget fra den normale kritiske journalistik. Fordi man ikke orker. Fordi deres kadrer sidder på vagt og skaber en shitstorm på samtlige sociale medier, hvis man vover at kritisere deres udvalgte.

De bliver yderst sjældent konfronteret med det fakta at de konstant siger et, og gør noget andet. Taler om at hjælpe de ældre og øge velfærden, og samtidig stemmer for nedskæringer. Puster sig op som de svagestes parti, og giver skattelettelser til de velstillede.

Det er næsten magisk: DF skærer i dagpenge og afskaffer efterløn, men slipper afsted med at fremstå som dem, der er utilfredse med at det er sket.

De er ”EU-kritiske”, hvilket gør at de kan hamre løs på Roma-tiggere, hjemmerøvere og hjemløse migranter, men det er igen helt gratis. Det handler kun om grænsebomme og aldrig en grundlæggende kritik af EU-systemet.

De er med til at sende danske soldater i krig, men er de første til at høste stemmer på at afvise de flygtningestrømme, de skaber.

Så den modvilje jeg og andre føler, når de får et så fantastisk valg som i går, er ikke ”den sædvanlige DF-lede hos de velbjærgede, politisk korrekte halal-hippier”. Det er en frustration over at Dansk Folkeparti ikke møder kritik på samme måde som de øvrige partier.

Selv ikke Kristendemokraterne slipper så overnaturligt let.

Det er som om de politiske kommentatorer betragter deres dobbeltspil som et veludført trylletrick, og klapper når det igen er lykkedes dem lokke vælgere til med løfter, de aldrig får opfyldt.

Jeg synes ikke det er disrespekt for demokratiet at man kommenterer andres valg. Men jeg tror Dansk Folkepartis tilslutning til en vis grad er hentet hos mennesker, de politiske journalister betragter som udenfor rækkevidde. Og umulige at argumentere med.

Jeg er sikker på at mange begavede mennesker helt velovervejet giver deres stemme til Dansk Folkeparti, fordi de med rette synes at de har nogle dygtige politikere på Christiansborg. De fylder bare ikke meget i mediebilledet. De er trængt temmelig meget i baggrunden af den typiske bruger af Ekstra Bladets ”Nationen”, og folk som den herre, der på valgkampens sidste dag maste sig hen til Lars Løkke og erklærede at han stemte på DF, men foretrak Løkke som statsminister, fordi ”Hende Helle er en heks!”

Måske husker jeg ham, fordi han levede op til min fordom. For jeg HAR fordomme om DF-vælgere, og det værste er at de sjældent bliver afkræftet. Når medierne spørger en vælger (og det gør de jo deprimerende ofte), og vedkommende stemmer på Dansk Folkeparti, er det sjældent særligt politisk velovervejede svar, der kommer. Det mest afklarede og konkrete er faktisk noget med at der er for mange ”fremmede” i Danmark og at flygtningene koster for meget, de urentable typer. Men langt oftere er det noget med at politikerne snakker for meget og gør for lidt. At de ikke ved, hvordan almindelige danskere lever. At Dansk Folkeparti kan ”sætte rav i den” eller ruske op i de andre, der som regel i det segment bliver omtalt som løgnere, snydere, korrupte levebrødspolitikere, fine på den, akademikere, slipsedrenge, pattebørn eller bare fulde af lort.

Jeg er meget begejstret for demokratiets livsvigtige lighedstanke, men når landets næststørste parti ikke bedømmes på samme skala som de øvrige og kører en form for logisk friløb, hvor man kan love stort set hvad som helst og hævde man vil betale det hele med en sænkning af ulandsbistanden, så må en politisk journalist sgu da snart spørge til, hvor mange gange de penge kan bruges?

Kan man blive regeringsparti, og stadig mene at FN-konventioner er noget man kan af- og tilmelde sig efter forgodtbefindende?

Kan man blive ved med at patentere ”danskhed” uden at kunne definere den nærmere end ”noget med rigeligt svinekød”?

Kan man blive ved med at tordne mod parallelsamfund, og samtidig leve i en helt anden virkelighed end resten af vælgerkorpset?

Så nej, jeg klynker ikke over valgresultatet. Jeg klynker over at man har ikke taget Dansk Folkeparti alvorligt nok i offentligheden til at stille dem de svære spørgsmål og forlange et minimum af dækning for deres løfter.

Og jeg håber ikke, der kommer en valgperiode mere, hvor de får lov at love til venstre og (mest) højre, uden at skulle svare på det indlysende spørgsmål om hvordan, de vil betale for det. Det er ikke en dyd i sig selv at være veluddannet, men kan vi ikke holde op med at betragte det som en særlig nobel og autentisk kvalitet at have gået meget kort tid i skole.