Den misforståede respekt

respekt-6de02561-15d4-410d-b94c-9584cd991ce3

LEDER

I kølvandet på det kyniske, danske folketingsvalg, hvor DF fik over 20% af stemmerne – helt i forlængelse med det seneste EU valg (mange danskere ønsker tilsyneladende ikke at være europæere?) – kom der forståeligt nok en meget stærk reaktion på de social medier. Mange danskere var godt klar over at en del ville stemme på DF, men det var alligevel de færreste, der regnede med at det skulle gå så galt, da det endelig kom til stykket.

De første reaktioner var alt fra “det er for dårligt” (sagt på mange forskellige måder!) til “jeg rejser fra Danmark” (hvilket er en naturlig udtalelse lige når man er allermest ophidset, men som jo bare er i overført betydning). Den udenlandske presse kom også straks med reportager, der erklærede Danmark for “en pøbel-nation” i en tone, der både er overrasket og trist. Det er jo egentlig slet ikke det vi er kendt for. Det er noget, der er sket siden AFR lukkede DF ind i rædselskabinettet VKO.

Men det er hvad det er. Det helt store problem er det hylekor af misforstående stemmer, der har travlt med at forsvare DF og deres vælgere med alle mulige og umulige søforklaringer, der i bedste fald er ulogiske.

De kræver respekt. Respekt for ignorancen. Respekt for hadet. Respekt for – lad os bare kalde en spade for en spade – dumheden. (Jeg har lovet Yoko Ono ikke at kalde nogen for “dumme” – de er jo blot “forvirrede”). Den holder bare ikke nogen steder. Man kan godt have respekt for andre meninger. Men man skal ikke respektere dumhed.

Som “venstreorienteret” bør man respektere holdningen om at samfundet fungerer bedst under markedsvilkår og for nogles vedkommende under hele frie og liberale forhold. Det er gode mennesker, der vitterligt mener at det giver mere samlet velstand og denne model også vil skabe mere fremgang til den fattigste del af befolkningen. Den holdning må man have respekt for uanset om man mener at have bevis for at dette system fører til mere ulighed.

Som “grøn vælger” bør man ligeledes respektere holdningen om at klimaforandringer ikke er den store trussel mod jordens økologi og vores alle sammens fremtid. Nogle gode mennesker har den holdning at vi med ny teknologi vil løse disse problemer inden de opstår og at vi skal gribe det an på en anden måde end den som de “grønne bevægelser” anbefaler. Man må respektere at der er forskellige holdninger til denne problematik uanset om man mener at have bevis for det modsatte med den ene videnskabelige rapport efter den anden.

Der er utallige eksempler på forskellige holdninger, herunder helt afgørende som de to ovennævnte eksempler, der bør respekteres af begge sider. Det skal der være plads til i et åbent og demokratisk samfund. Sådan er det bare.

Hvad man IKKE skal respektere er til gengæld holdninger, der tager udgangspunkt i had til mennesker fra andre lande, med andre religioner, af andre racer, af anden sexualitet eller af anden form for diskrimination.

Det skal ALDRIG nogensinde respekteres, men bekæmpes med alt hvad man har. Det absurde er at racisme er ulovligt i Danmark. Det står i § 266 b i straffelovens kapitel 27, også kendt som racismeparagraffen. Alligevel er der et politisk parti i Danmark, der gang på gang overtræder denne lov og hvis partiprogram er bygget på rendyrket racisme. Det kan man ikke have respekt for. Det skal man ikke have respekt for.

Det er misforstået respekt.