Det Evige Forår

051609

Af Klaus Rifbjerg

Du husker vel disse aftner
der aldrig kunne faa ende?
Et uendeligt foraar bag ruderne
mens vi lærte hinanden at kende.
Vi var saa unge og talte stærkt
om ting der er dunkle og brænder.
Og skægget var dunet og lidt genert
og vi havde slanke hænder.
Det evige foraar var fuldt af ord
og løfter som ingen sku knægte.
Det hele saa jublende sommerbanalt
og saa fortvivlende ægte.
Og duerne saa os med hovederne nær
gi pant paa aldrig at svigte.
Her fødtes fuglen med vinger og næb,
det var her vi lærte at digte.
Spring frem du sommer med fuglesang
fortæl om det rene hjerte
der er saa stort og banker saa vildt
at det rimer hjerte paa smerte.
Det voved vi dengang, de aftner hos dig
for hjertet ku aldrig standse
de natblaa aftner med duerne
hvor hjertet lærte at danse.

(Hvedekorn, nr. 5, 1955)

[via Arne Herløv Petersen]