Den Gyldne Spade

hvedekorn1957

Af Klaus Rifbjerg

En krage letter fra mig
da jeg staar op.
Jeg børster bladene af mine bukser
og nattens timer ligger samlet
i en dynge ved min ene fod.
Endnu er dagen kun
et lukket øjenlaag
og dagens lys er kun en taage
der hvidlig
hænger fast i mine øjenbryn.
En spade ligger klar
mit værktøj der skal vækkes
og tørres af til nye hug
mod bakken og den brede mark
der stadig gemmer sig
men anes dér
hvor kragen ligefør fløj hen.
Vist fik jeg lov at sove
fortrøstningsfuld
med spaden strakt ved siden af
mens nattens timer dryssede.
Nu skal jeg bare løfte,
ta om dette haandtag
følge kragen
og gaa igennem disse øjne
for at møde dagen
for at se og mærke marken
som jeg drømmeløs har anet
mens jeg sov.
Op spaden hviler allerede paa min skulder.
En lyd af nerver
falder gennem skovens graner
eet nu forvandles taagen
til en lydløs organisme
der stjaalent trænger ind i huden
paa mit vaagne ansigt.
En dirren over dagens øjenlaag
saa kan jeg skimte æblet
som snehviderødt
nu svagt belyser mine bakkers omrids.
Men spadens blad er stadig graat
jeg bærer det deroppe over skuldren
gemt i taagen.
Saa gaar jeg
gaar skridt for skridt
og hører ikke andet.
Paa bakkens linje sidder kragen
næbbet lukket
lydløs, skaaret ud af jorden
mens dampen staar i vejret
fra dens nattevarme fjer.
Saa tar jeg fat og vender jorden
med mit stadig matte spadeblad.
Tar fat paa morgenagren
graver aar og dage
op og ned.
Og gaar til sidst paa knæ
ved siden af min fugl
faar øje paa dens gyldne næb
og griber saa om spadens blad med begge hænder
og løsner helt forsigtigt
mens kragen basker
det gyldne øje op fra jorden.
Saa rejser jeg mig op
og spadebladet blinker
i min ene haand.

(Hvedekorn, nr. 2, 1957)

[via Arne Herløv Petersen]

Advertisements