Asger Schnack om Funchs Vinstue

loxvizki_330945a

Asger Schnack skriver på Facebook:

Jeg går ofte forbi Funchs Vinstue i Nørre Farimagsgade i København. Jeg kom her i gamle dage, ikke ofte, men en gang imellem. Der var god stemning og meget øl. Problemet var, at toiletterne lå i kælderen. Når man skulle ned ad trappen, føltes det, som styrtede man i evig flugt nedad, man faldt og faldt, det ville ikke høre op, der var intet gulv at lande på, men et dybt, sort hul. Dog, hver gang viste det sig, at der var et vist antal trappetrin, og man nåede med fødderne gulvet – og op igen kom man ad trapperne til bordet. Det var i Funchs Vinstue, at Kenn André Stilling fik ideen til ”I lampens skær”, inspireret af lamperne dér (de daværende lamper). Vi sad ved den ternede dug, han og jeg, og jeg blev redaktør af serien. (”I lampens skær”, det lyder hyggeligt, men lampen, Kenn André Stilling tegnede på forsiden, var lampen fra Picassos ”Guernica”). Bøgerne blev trykt af Jess Jessen og udgivet af Café Victor og Nansensgade Antikvariat i 300 nummererede og signerede eksemplarer. (Produktionsstøtte: Carlsberg). På bagsiden af bogen et portræt af forfatteren fotograferet af Lars Gundersen. Ved udgivelsen – det var altid på en søndag – læste forfatteren hele bogen op på Café Victor. Store plakater. Mange mennesker i cafeen. Det var i 1989. Der udkom seks digtsamlinger i serien: Morti Vizki: ”Fire raketter, fire prikker”; Marianne Larsen: ”Giv bare kærlighed skylden”; Pia Juul: ”Forgjort”; F.P. Jac: ”Med duggen i ryggen”; Laus Strandby Nielsen: ”Grinetilmiddag og andre digte” og Lean Nielsen: ”Digte fra en bydue”.

(Foto: Morti Vizki)