Af Allan Mylius Thomsen
FRIHEDSRÅDETS VETERANER PÅ NØRREBROGADE 1993
I forbindelse med markeringen af 50-års dagen for dannelsen af Frihedsrådet, samledes veteraner og gamle medlemmer i den lejlighed hvor stiftelsen fandt sted. ”Frihedsrådets” overlevende medlemmer samledes i lejligheden Nørrebrogade 156, hvor Rådet blev stiftet d. 16. september 1943, hos sproglærer Harild, (født Harald Peter Andersen, 1906-1980). På dørskiltet stod der ”Harilds Maskinskrivningsbureau”.
Her mødes to af grundlæggerne Frode Jakobsen (1906 – 1997) og Svenn Seehusen (1918 – 1996) den 16. september 1993 udfor Nørrebrogade 156, hvor Frihedsrådets først møde fandt sted. I baggrunden Runddelen. Frode Jacobsen var et af de stiftende medlemmer. Svenn Seehusen var allerede aktiv i modstandsbevægelsen fra oktober 1940. Her udgav han ”National Pressetjeneste”, som bragte stof, der var bortcensureret fra dagspressen. Fra 1942 var Seehusen virksom i den deciderede illegale presse, bl.a. Frit Danmark og som medstifter og medarbejder ved Hjemmefronten.
Fra starten bestod Rådet af repræsentanter for de to tværpolitiske modstandsorganisationer, ”Ringen” og ”Frit Danmark”, samt de to politiske partier Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling. Socialdemokratiet havde afslået en indbydelse til at deltage. Centralpersoner i dannelsen var blandt andre Frode Jakobsen og professor Mogens Fog. Desuden deltog industrimanden Erling Foss, der havde forbindelser inden for Det Konservative Folkeparti. Herudover deltog Aage Schoch, der i 1942 måtte træde tilbage som redaktør af dagbladet ”Nationaltidende” på tysk forlangende. Han ernærede sig som konsulent for Dansk Arbejdsgiverforening.
Schoch havde en række gode illegale forbindelser, blandt andet til den britiske sabotageorganisation SOE (Special Operations Executive). Kort tid efter oprettelsen knyttedes også lederen af SOE’s arbejde i Danmark, major Flemming Muus til Rådet.
På ejendomme Nørrebrogade 156 er opsat en mindetavle. Tavlen bærer teksten: “I DENNE EJENDOM STIFTEDES DANMARKS FRIHEDSRÅD DEN 16. SEPTEMBER 1943. MINDET AF FRIHEDSKAMPENS VETERANER”.
Foto farvedias natmus.dk.