Den svære toer

Af Asger Schnack

Claus Hempler: ”Ordensduks i Ingenmandsland”. Superintelligent og umiddelbart fascinerende! ”Kuffert fuld af mursten” (2019) var – og er – et mesterværk, og som jeg sagde i fredags ude ved releasen for ”Ordensduks i Ingenmandsland” i BEAT på Enghave Plads, at hvis den nye plade er bare halvt så god som ”Kuffert fuld af mursten”, så er den genial. Og jeg kan nu meddele, at den (i min verden) er (mindst) lige så god som den forrige. ”Kuffert fuld af mursten” var den første på dansk, så ”Ordensduks i Ingenmandsland” er ’den svære toer’, som Claus Hempler selv synger om på pladen. Og ligesom sidst er pladen et originalt udtryk for sangeren som figur og myte i et punkt i livet, hans eget nærvær i og egen nye fortolkning af verden. Det er en særlig sensibilitet blandet med ironisk refleksion. Liv og tanke. I en poesi, der inddrager meta på livets vegne, om man så kan sige. Der er lokale referencer, personlige erfaringer, og noget, der er fælles for alle, som er fanget i tidens gang (eller løb) mod intet mål. Man er med, når man lytter, og ved, at det er et kunstværk, et artefakt, for ørerne af én. På én gang står man udenfor og befinder sig inde i sangenes univers i en uvilkårlig genkendelse, som selv ved, at den er en genkendelse. Det er yderst raffineret – og ægte, i en kombination af det intellektuelle og det legende, i sangbar digtform. Claus Hempler har naturligvis hørt andre musikere og sangskrivere, og han er i øvrigt meget belæst, foruden at han har levet og lever i den tid, vi nu lever i, men først og fremmest er det, der bærer og vinder genhør hos lytteren, noget selvstændigt, unikt og egensindigt: stemmen (som videns- og følelsesformidler), den ligefremme, dobbelttydige, melodiske eftertænksomhed, som vi med det samme forbinder med Claus Hempler. Ironi, javel, men vi skal længere ud i fjernbetragtning og længere ind i et urs sekundviser for til fulde at forstå anfægtelsen, der således fremstår som en popsang med indsigt. Lad os slå fast: Claus Hempler befinder sig som kunstner på højde med de bedste. Claus Hempler: ”Ordensduks i Ingenmandsland”