Erling Bjøl er død

Af Leif Lønsmann

BJØL

Det er ikke mange beskåret at have overlevet både Den Spanske Syge i 1918-20 og Covid-19 pandemien mere end 100 år efter. Journalisten Erling Bjøl overlevede begge dele. Men i denne uge lagde han pennen og stod af, 105 år gammel, og 85 år efter at han startede som journalist ved UPI i 1938.

Erling Bjøls artikler og bøger var allerede fast pensum, da jeg begyndte i skolen i 1960’erne. Og det er ikke mange år siden, at man stadig kunne se hans velskrevne kronikker.

Da en håndfuld journalister og modstandsfolk natten mellem 4. og 5.maj 1945 overtog det nazistiske dagblad ”Fædrelandet”s redaktionslokaler i Sankt Annæ Passage i København og etablerede Dagbladet Information, var Erling Bjøl en af de første skribenter på det nye dagblad.

I de seneste mange år var Bjøl den eneste nulevende journalist, der havde været med helt fra starten. Og for blot to år siden havde vi lejlighed til at hædre ham for hans livslange indsats med et æresmedlemsskab af foreningen ”Informations Venner”. Den dengang 103-årige journalist modtog beskeden i sit hjem i St Germain-en-Laye, Frankrig, og sendte os en hilsen til generalforsamlingen.

Der kommer ikke flere artikler, bøger eller kronikker fra Bjøls hånd. Men to af hans bøger ”Hvorfor Krig?” (1998) og ”Hvordan Fred?” (2000) holder stadig og er stadig aktuelle. Desværre ! At Bjøl skulle dø mens Europa atter ruster op og er i krig, ville ikke have undret ham. Han kendte krigens væsen og årsager. Men det ville have ærgret ham. I det mindste kan han selv nu hvile i fred.