Af Leif Lønsmann

PASSY

På decembers sidste dag går mine tanker, den franske pacifist Frédéric Passy, som i december 1901 blev den allerførste modtager af Nobels Fredspris.

Passy, hvis var var krigsveteran fra Waterloo, voksede op i en urolig tid, præget af krige og klimakatastrofer. Hans interesse for fred begyndte, da Europa midt under Krimkrigen (1853-56) blev ramt af voldsomme oversvømmelse. Nødhjælpsarbejdere fra alle lande rykkede prompte ud for at hjælpe ofrene og standse ulykkerne.

Passy syntes, at det var et paradoks, at når et område blev ramt af naturkatastrofer samarbejdede hele det internationale samfund ufortøvet om straks at standse ulykken, mens det samme internationale samfund blot lod menneskeskabte krige fortsætte deres hærgen. Hvorfor samarbejder menneskeheden om at forhindre naturens katastrofer, men ikke de menneskeskabte? Det burde dog være lettere at standse krige skabt af mennesker end naturkatastrofer skabt af naturens og klimaets luner.

Passy, som var uddannet jurist, foreslog derfor, at verdenssamfundet etablerede en international ”fredsdomstol”, som skulle have mandat til uden tøven at bringe krigsførende nationer eller folkeslag sammen, og efter en internationalt anerkendt proces kunne træffe bindende afgørelse om at bringe igangværende konflikter til øjeblikkeligt ophør.

Forslaget om en international fredsdomstol indbragte ham Nobels Fredspris, efter 50 års arbejde for fred. Passy døde i Paris den 12. juni 1912, 90 år gammel, og nåede derfor ikke at opleve sit livsværk bryde sammen i en altomfattende verdenskrig. Men hans tanke er stadig aktuel…

Godt nytår !