Af Carsten Jensen

En dag, da jeg spadserede langs Sortedamssøen i København, så jeg dette bizarre syn:
En kæmpestor gedde, der havde forslugt sig på sit bytte og var blevet kvalt. Det er et billede på os, tænkte jeg, de vestlige samfund, der er ved at gå til i deres egen grådighed.

Lige siden har jeg ikke kunnet se Mette Frederiksen uden at tænke på den kvalte gedde med dens alt for store bytte strittende ud af munden.

Mette Frederiksen startede med at have klima som sin store forpligtelse. Så blev hun minister for kødsovs. Og nu er hun nået til geddens sidste stadie.

Vi husker alle sammen Mette Frederiksens sejr ved folketingsvalget i forsommeren 2019, hvor hun red på en bølge af unge klimademonstranter og skoleelever, der bekymrede sig om deres fremtid midt i klimasammenbruddet.

Hurtigt derefter blev hun minister for kødsovs. Det viste sig, at vi alligevel ikke kunne gøre så meget ved klimaet, for et eller andet sted i Danmark, sandsynligvis i provinsen, var der ifølge statsministeren en unavngiven, enlig mor med tre børn, og de tre børn skulle have deres spaghetti med kødsovs. Det kunne de ikke få, hvis vi samtidig skulle gøre noget ved klimaet.

Valget var klart. Klima eller kødsovs.

Derfor måtte vi fortsat have et stort, CO2-udledende kvæghold i Danmark, afsætte enorme mark-arealer til produktion af dyrefoder, overhælde jorden med kunstgødning fyldt med kvælstof, tage livet af søer, vandløb og fiskebestanden i indre danske farvande. For danske børn skal have deres kødsovs.

Lad os et øjeblik tage ministeren for kødsovs på ordet. Den enlige mor er Danmarkshistoriens vigtigste person. For hende må alle andre hensyn vige, også de kommende generationers fremtid. Men kunne vi ikke så hjælpe hende på andre måder end med uhindret adgang til kødsovs?

Den enlige mor arbejder sandsynligvis indenfor omsorgssektoren som sosu-assistent eller sygeplejerske. Så kunne vi ikke give hende en meget højere løn, som hun med sit opslidende arbejde fuldt ud fortjener? Vi kunne også sørge for, at der var effektive, billige eller måske endda gratis offentlige transportmidler, så hun ikke behøvede at eje en bil for at komme på arbejde. Vi kunne fritage fødevarer for moms, og vi kunne give ekstra rabat på de sundeste af dem. Vi kunne indføre skoleundervisning i klima og sunde madvaner, sådan at hendes tre børn kom hjem og i kor sagde: “Mor, ikke mere kødsovs. Kødsovs er hverken godt for klimaet eller vores fremtid.”

Sådan ville en klima-ansvarlig statsminister handle. Men ikke en minister for kødsovs. Den enlige mor med kødsovsen blev statsministerens gennemgående retoriske figur, en populistisk undskyldning for hendes egen utilgivelige passivitet i klimapolitikken.

I tirsdags holdt Mette Frederiksen sin åbningstale i Folketinget. Hun kunne lige så godt have abdiceret. Det ville der have været mere stil over. Alle ved, at dette er Lars Løkke Rasmussens tredje periode som de-facto-statsminister, og at Mette Frederiksen frivilligt har ladet sig udmanøvrere som marionetdukke for en af Danmarkshistoriens mest drevne og intrigante politikere. Og når Løkke er den uofficielle taleskriver, er det jo begrænset, hvad selv en Mette Frederiksen kan få lov til at sige. Ikke engang sit yndlingsemne, kødsovsen, sagde hun et ord om i sin åbningstale. Og så er statsministeren for alvor gjort tavs.

Efter en sommer, der har været den hedeste i menneskehedens historie, havde statsministeren ingenting at fortælle os. Efter den varmeste september måned i Danmarks-historien, havde hun ingen kommentarer.

Fiskene gisper og dør i de indre danske farvande på grund af iltsvind. Havbunden er mange steder hvid som et liglagen af svovlbakterier. Hvis nogen spørger Mette Frederiksen, hvordan det går, vil hun svare, at der er styr på det.

Jeg er sikker på, at det er det samme gedden i Sortedamssøen ville have sagt lige før, den drog sit sidste suk.