Af Lars Movin

ET FLYGTIGT ØJEBLIK VENDER TILBAGE MED NY FYLDE
eller: PETE BROWN (25.12. 1940 – 19.5. 2023) R.I.P.
eller: DET FJERDE MEDLEM AF CREAM

Pete Brown var beat-poet i mere end én forstand. Først og fremmest skabte han sig allerede i slutningen af 50’erne et navn som en af de fremmeste eksponenter for den britiske variant af den amerikanske beatlitteratur. Han begyndte tidligt at eksperimentere med at fremføre sin poesi i kombination med musik og dannede i begyndelsen af 60’erne ensemblet The First Real Poetry Band med blandt andre en purung John McLaughlin på guitar (på McLaughlins debutalbum “Extrapolation” fra 1969 kan man finde kompositionen “Pete The Poet”, som er skrevet til Pete Brown, “the amazing poet from London”). Og i 1965 medvirkede han i det legendariske oplæsningsarrangement “International Poetry Incarnation” i Royal Albert Hall i London, hvor han side om side med amerikanske koryfæer som Allen Ginsberg, Gregory Corso og Lawrence Ferlinghetti læste op for 7.000 mennesker og dermed bidrog til at sætte skub i 60’ernes kulturrevolution i England.

Det er den ene side. Den anden side er, at Pete Brown også var beat-poet i den helt konkrete betydning, at han skrev tekster til beatmusik – nærmere bestemt skabte han sit navn ved i nogle få intense år i sidste halvdel af 60’erne at være huspoet for supertrioen Cream, til hvem han leverede adskillige klassikere: “Sunshine of Your Love”, “I Feel Free”, “White Room”, “Politician” m.fl. (oftest med musik af bassisten Jack Bruce). Og efter opløsningen af Cream fortsatte Brown samarbejdet med Bruce og leverede størsteparten af teksterne til dennes soloudgivelser de næste 46 år!

Det er utvivlsomt for sine sangtekster, at Pete Brown først og fremmest vil blive husket. Og at han selv var fuldt bevidst om, at det var på dette område, hans væsentligste indsats lå, er da også afspejlet i hans selvbiografi fra 2010, der bærer den lidet elegante titel: “White Rooms & Imaginary Westerns. On the Road with Ginsberg, Writing for Clapton and Cream – An Anarchic Odyssey”.

Men digter var Pete Brown ikke desto mindre. Og som sådan debuterede han i bogform i 1966 med samlingen “Few”. I 1969 fulgte “Let ‘Em Roll, Kafka”. Men herfra skulle der så gå næsten et halvt århundrede, før digteren Brown atter lod høre fra sig i bogform. Det skete i 2016 med samlingen “Mundane Tuesday & Freudian Saturday”, og i den forbindelse var jeg så heldig at høre ham læse op ved et arrangement i Manchester. Anledningen var en konference om beatlitteratur, og Brown virkede ganske tilfreds med at optræde i den sammenhæng – og viste sig desuden umiddelbart som et sympatisk bekendtskab.

Vi fik en lille snak, og Pete Brown skrev en hilsen i min nyindkøbte bog og stillede sig til rådighed for mit kamera. Et kort moment af nærvær, der snart efter opløstes i verdens tummel – og som nu pludselig kommer tilbage med erindringens og vemodets fylde ved meddelelsen om digterens død. Han blev 82 år.

(foto: lm / Manchester, juni 2016)