Af Leif Lønsmann

Nå, hvad sprog taler man så her i Bosnien-Herzegovina ? Se det er et kildent spørgsmål, som er mere politisk end lingvistisk funderet.

Ranko Bugarski er lingvist, med speciale i et sprog, der ikke længere findes.
Han er opvokset i Sarajevo og har serbokroatisk som både modersmål og fagområde. Et sprog der både tales og forstås i det meste af det tidligere Jugoslavien, herunder de fire nye nationalstater Serbien, Kroatien, Bosnien-Herzegovina og Montenegro.

Efter at 10 års krig og etniske udrensninger i 1990’erne førte til nye grænser og en række helt nye stater, har de nationalistiske politikere i de nye stater lagt afstand til fællessproget og erstattet det med fire ”nationalsprog”, som man skal være både lingvist og historiker for at kunne skelne imellem.

I dag er bosnisk det officielle sprog i Bosnien-Herzegovina, kroatisk det officielle sprog i Kroatien, serbisk det officielle sprog i Serbien og, som det seneste, er ”montenegrinsk” blevet udråbt som nationalsprog i provinsen Montenegro.

De allerfleste borgere i de fire stater taler og forstår hinanden uden problemer. Men de nye magthavere har ifølge Bugarski haft et behov for at tale de enkelte dialekter op som var det helt forskellige sprog, for at bibeholde eller etablere en myte om at de fire nye stater har deres egne etniske, historiske, kulturelle og sproglige særkender.

I et interview til Weekendavisen i 2022 sagde han: ”Den opfattelse at serbere taler serbisk, kroatere kroatisk, bosniere bosnisk og montenegrinere montenegrinsk er en politisk myte, som alene har til formål at fastholde de nationalistiske lederes magt over deres territorium”.

Svaret på det indledende spørgsmål er derfor politisk og ikke sprogligt, rent lingvistisk. Og har ført til vittigheden om at Bosnien er det eneste land i Verden, hvor alle fødes med tre modersmål. Som er ens !

Spørgsmålet om hvilket sprog man taler i det tidligere Jugoslavien trængte i min tid i DR helt ind i det vi kaldte ”fremmedsprogsredaktionen” eller ”indvandrerradioen”. Her sendte vi, til stor tilfredshed for de pågældende sproggrupper, nyheder på fire sprog: Arabisk, urdu, tyrkisk – og serbokroatisk !

Efter krigen mellem Serbien og Kroatien i starten af 1990’erne blev det pludselig kontroversielt at kalde udsendelsernes sprog serbokroatisk. Serbere hævdede at det fælles sprog i realiteten var serbisk. Kroatere hævdede omvendt at kroatisk var et helt andet sprog end serbisk, og at vi i det mindste burde kalde fællessproget ”kroato-serbisk” fremfor ”serbo-kroatisk”.

Kompromiset blev at vi bibeholdt det hidtidige sprog, men kaldte det ”sydslavisk”. Hvilket er en direkte oversættelse af ”jugoslavisk”. Som det under ingen omstændigheder måtte hedde.

Sprogstriden og behovet for at tale de ikke-eksisterende forskelle op, er stadig tydelig her i Bosnien. Som nu på denne cigaretpakke, der på tre sprog advarer mod tobakkens skadevirkninger. De tre advarsler er sprogligt fuldstændig ens og kan læses af alle, selvom den ene skrives med kyrilliske bogstaver. Det er serbisk øverst. Men fortæl mig hvilken af de to nederste tekster, der er kroatisk og hvilken der er bosnisk.