Af Carsten Jensen

Så dumpede regeringens klimapolitik for tredje år i træk. Eksperterne i Klimarådet kan ikke se, at det går den rigtige vej. Det kunne de heller ikke i 2022 eller 2021, og regeringen reagerer med vage løfter og lige så vage beklagelser. Det er ren rutine, en træt genopførelse af et tamt stykke politisk teater, der for længst burde været taget af plakaten.

Den debuterende klimaminister, den tidligere lobbyist Lars Aagaard, synes dog lige, han skal træde i karakter og forsikrer med et ordvalg, der synes hentet fra den billigste ende af de altid udskældte sociale medier, at det hele nok skal gå. “Det kan jeg mærke helt ind i hjertet, så det må man så tage mit ord for,” siger den nye mand på scenen, skønt det i politik ikke er følelser, men resultater, der tæller.

Lars Aagaards hjerte er sort som en kulmine, ellers ville han ikke have haft de jobs, han har haft, først i den fossile brændstofindustri, så i den mere bæredygtige afdeling, men altid med profit for øje. Det er profitten, også kaldet konkurrencedygtigheden, der tæller, og så må velfærden vige, hvad enten det er naturens velfærd, klimaets eller bare befolkningens.

Og i 2030, når regnskabets time burde komme, og regeringen, hvem den så end måtte bestå af til den tid, dumper for tiende gang i træk, fordi vi er langt fra at have nået de lovede 70 % sænkning af CO2-udslippet, er ministeren med det følsomme hjerte for længst smuttet til et mere attraktivt job. Eller lad os sige det på en anden måde: For de ansvarlige oprinder regnskabets time aldrig. På Christiansborg er den vigtigste del af bygningsarkitekturen nødudgangen.

Klimarådet retter blandt mange ting især sin kritik mod landbruget, hvor der fire år efter klimamålenes vedtagelse i 2019 stadig ikke er kommet en skat på CO2-udslip, og hvor en overproduktion af køer og svin bidrager kraftigt til udslippet. Der skal ikke bare skatter til, fastslår Klimarådet. Hele produktionen skal omstilles.

Det kommer bare ikke til at ske. Skal vi vædde en slægtsgård?

Hvis nogen vover at stille krav til landbruget, begynder klagesangen med det samme: Så er vi ikke længere konkurrencedygtige. Og skal der sættes trumf på, hører vi om den tapre kamp for at bevare slægtsgården og ensomme landmænd, der ikke kan få noget på den dumme, fordi ingen kvinder har lyst til at bo i syvogtyvende kartoffelrække, og det tror da fanden, når alt, hvad de bliver tilbudt, er et ægteskabeligt fællesskab om dyremishandling og udpining af jorden.

Et dansk landbrugs gennemsnitlige driftsresultat, dvs. de penge, der er tilovers til ejeren, når alle udgifter er betalt, svarer nogen lunde til det årlige tilskud fra EU, og det er derfor, flertallet af landmænd ikke har noget incitament til at lave om. For overskuddet er jo garanteret.

Snak herfra og til bagsiden af månen om landmændenes vigtige bidrag til dansk økonomi, men det bidrag består ikke i andet end tilskud fra EU. I realiteten er de derfor ikke andet end parasitter, der uden tilskud ville gå nedom og hjem, som også er, hvor de hører hjemme.

Fjern EU-tilskuddet til dansk landbrug, og så skal I se en udskiftning af både dyrebestand og bestanden af landmænd. Så kan nye kræfter med lyst på økologisk fornyelse og eksperimenter, biodynamik, permakultur og skovlandbrug komme til, og fjern så momsen på grøntsager og gør det skadelige kød dobbelt så dyrt, ligesom vi gør med de skadelige cigaretter, og så er vi endelig på vej, ikke blot mod at opfylde de bebudede 70 procents sænkning af CO2-udslippet, men også mod en lykkeligere dyrebestand og en sundere befolkning.

2030 er ikke blot en milepæl i forsøget på at løse klimakrisen. Det er også en milepæl på vejen mod et bedre, venligere samfund, hvor der indtræder mere end bare en våbenhvile i krigen mellem os og naturen, ja, måske endda de første tegn på en ny harmoni.

Først da kan vi begynde at tale om at have hjertet med.