Det frie fravalg

Af Peer Aagaard

I Politiken har avisens debatredaktør, Magnus Barsøe, begået en klumme med overskriften “Vreden ulmer i Støjbergs lyseblå Danmark”. Barsøe vejer lidt frem og tilbage, men ender med at konkludere: “Vi har en demokratisk forpligtelse til at lytte til det, der ligner et lyseblåt politisk oprør fra provinsen”.

Nu skal jeg ikke kunne sige, hvem Barsøes “vi” dækker over, men jeg håber, at han taler om medierne. Såfremt han med sit vi mener os alle inklusive undertegnede, kommer jeg til at bede ham rende og hoppe.

For er der noget, jeg ikke gider spilde tid på, er det modbydelige typer, der tiltales af en så ekstrem form for racisme, at den i følge adskillige internationale medier leder tankerne hen på Nazi-Tyskland, og som finder det ekstra attraktivt, når racismen kommer fra en lovbryder og kronisk løgner, som med en fuckfinger til landets fornemste domstol har opkastet sig selv til leder af et parti, der hverken har program eller kandidater.

Jeg er glad for, at der tilsyneladende er nogle, der gider diskutere med Støjberg og hendes følgere, men med fare for at lyde højrøvet, vil jeg gerne slå fast en gang for alle: Det niveau kunne jeg ikke drømme om at begive mig ned på. Jeg har nok at gøre med bare at prøve at overleve nogle måneder til, og den tid skal ikke tilbringes i en stinkende gylletank af had genereret af umodne, uvidende, udannede typer.

Hvilket bringer mig videre til en anden kæphest:

På det seneste har jeg fået mange venneanmodninger på Facebook, hvilket jeg er glad for og takker for.

Men glæden falmer lidt, når jeg konfronteres med det besyndelige faktum, at mange af disse anmodninger kommer fra åbenlyst racistiske personer eller folk, der hører hjemme i kristne, højresnoede miljøer, hvor man går meget op i at fordømme homoseksualitet, idet man helt åbent siger, at vi homoer er det rene vraggods og intet værd i deres guds øjne, med mindre vi lægger vores seksualitet bag os.

Jeg har ingen idé om, hvad disse personager forestiller sig, mens hvis de bilder sig ind, at jeg i mit livs aftenrøde har tænkt mig at lade mig skille fra mit livs store kærlighed og melde mig under avlernes faner, så tager de fejl. Grundigt fejl. Jeg kan leve med øllet og hornmusikken, men når det kommer til det tredje element af den velkendte treenighed, sætter jeg hælene hårdt i. Jeg er en Gold Star Gay (slå det op, hvis du ikke kender begrebet), og hvis nogen tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved det faktum, er det et angreb på min personlige integritet, som jeg nødvendigvis må reagere på med hård og uforsonlig afstandtagen.

I mine øjne har venstrefløjen helt ind i Socialdemokratiets rækker begået én alvorlig fejl i de seneste årtier: Man gik i en alt for venlig dialog med det yderste højre, og det endda i en grad, så man tog både deres retorik og politik til sig.

Vælger du at samtale med racister og homofober eller endda lave politiske forlig med dem, ser de det som en blåstempling af deres syge tanker. Pludselig er racisme og homofobi blot to af en række helt acceptable holdninger. Intet kunne være mere forkert, hvis du spørger mig.

Jeg drømmer mig ofte tilbage til de dage, hvor Poul Nyrup stod på Folketingets talerstol og sagde de berømte ord til Dansk Folkeparti: Stuerene bliver I aldrig. Jeg savner i den grad politikere i dagens Danmark, der tør sige det samme til Inger Støjberg og hendes jydepotter og til de såkaldt Nye Borgerlige og til alle dem, der er begyndt at kalde sig anti-woke vel vidende, at det bare er en pænere betegnelse for homo- og transfobi. Ingen af dem er en skid bedre end de typer, som vi kender til bevidstløshed for diverse debatter, der indleder hveranden sætning med “Jeg er ikke racist, men”, hvorefter de afslører sig selv som netop det.

Der er tilsyneladende mange, der gerne tager dialogen med den slags afskum, men count me out. I min verden kan had ikke gradbøjes: Bærer du had mod minoritetsgrupper i dit hjerte, er du ikke velkommen i mit liv, og du får det at vide på en umisforståelig måde.

Så nej, hr Debatredaktør: Jeg kommer ikke til at deltage i rundbordssamtaler med hverken de lyseblå oprørere, de højrekirkelige eller anti-woke personer. Dertil udgør de en alt for stor en trussel imod vores demokrati. Til gengæld bevæbner jeg mig gerne med en pind og beder min mand om at dumpe min afkræftede krop på et eller andet firehjulstrukket køretøj på en strand i nærheden – så skal jeg med glæde trække min helt personlige streg i sandet overfor dem.