Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022)

Af Arne Herløv Petersen

Første gang, jeg mødte Uffe Ellemann, var i 1955, da jeg var tolv år og han tretten. Vi havde begge en fortid på Social-Demokratens børneside, han fra 1953 og jeg fra 1954. Og så var vi begge skolebladsredaktører. Jeg på “Bernadotte-Nyt” og han på “Krudt-uglen” på Niels Ebbesensskolen, hvor han gik i IIIxBb – tredje eksamens-mellem. Han boede Danas Plads 20.
Sammen med nogle andre havde jeg startet noget, der hed Fællesskolebladet. Det var et indlæg, de forskellige redaktører kunne lægge ind i deres egne skoleblade. På den måde kunne man bringe længere artikler, skrevet af skolebørn, og få flere annonceindtægter.
Det var Uffe Jensen, som han kaldte sig dengang, interesseret i. Han var også interesseret i, at jeg selv duplikerede mit skoleblad, og kom ud til mig for at trykke sit blad på vores duplikator og lære, hvordan man gjorde. Jeg husker ham som høj og ranglet. Han gik med korte bukser.
Han hjembragte de stencils, vi havde lavet, pakket ind i aviser. Det førte til et mindre drama, da hans far, Venstre-politikeren Jens Peter Jensen, så, hvilke aviser, hans søns stencils var pakket ind i. Det var Land og Folk.
*
Senere gik vi hver vores veje. I november 2014 var jeg på Bogmessen og ville høre Martin Hall fortælle om en indspilning af Janina Katz’ digte, så jeg satte mig ned foran Lindhardts & Ringhofs scene. Ved siden af mig sad en ældre mand med en sølvknappet stok mellem benene. Jeg så skråt over og tænkte: “Jamen, det er jo Ellemann”. Men jeg sagde ikke noget.
I det samme så han op og sagde: “Jamen, er det ikke Arne?” og så greb han min hånd og pumpede den op og ned.
Vi gled direkte ind i minderne og snakkede om Mini-avisen og skoleblade og hvem der havde set hvem af de andre, der var på Mini-avisen.
Det var bevægende og hjerteligt. Set udefra har vi nok mest af alt lignet de to gamle mænd på balkonen i Muppet Show.
Vi snakkede og snakkede og skiltes igen i et brus af venlige følelser.
*
Så sådan kan det også være. At man har forskellige meninger, betyder ikke, at man ikke kan have venskabelige følelser.
Og faktisk har jeg altid – også bortset fra barndomsminderne – haft en velvilje over for Ellemann som menneske. Jeg har tit sagt, at han – sammen med f.eks. Bertel Haarder og Rønn Hornbech og Per Stig Møller – var en af de borgerlige politikere, det ville være både underholdende og lærerigt at snakke med, hvis man engang skulle mødes.
Og det gjorde vi så.

Følg Arne Herløv Petersen på Facebook her.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.