Lou Reed arkiverne åbnes

Af Jan Poulsen

Lou Reed-fans jubler:
NU ÅBNES ARKIVET FOR ALVOR

Tilbage i foråret 2018 fik vi en lille appetitvækker i form af en 7”-single indlagt i bogen Do Angels Need Haircuts?, og nu åbner boet efter LOU REED for sluserne.
Bob Dylan, Neil Young, Joni Mitchell, boet efter David Bowie og mange andre har allerede set et stort økonomisk potentiale i at tilfredsstille en hungrende fanskares sult efter arkivoptagelser. I nogle tilfælde nærmest vælter det ud med ”nye” plader, i andre kommer de mere sporadisk, og efter en meget forsigtig start med udgivelsen af Lou Reeds første lyrikoplæsning for godt fire år siden, har man tilsyneladende nu fået et overblik over, hvad der ligger i arkivet, så man kan begynde at dele ud af godterne.
Lou Reeds enke, Laurie Anderson, er involveret i arbejdet, og boet har netop oplyst, at man til efteråret vil udgive albummet Words & Music, May 1965.
Der er tale om et album med demoindspilninger af hele elleve sange fra maj 1965, som titlen afslører. Mange af dem dukkede senere op i ”rigtige” indspilninger på hans plader, men vi får også fem hjemmeoptagelser fra 1963/64 og en enkelt sang fra øvelokalet tilbage i 1958. Flere af disse titler er ganske ukendte.
Words & Music, May 1965 lyder ikke bare voldsomt spændende, der er også i den grad kælet for indpakningen. Albummet udkommer blandt andet i en deluxe-udgave med to lp’er (45 rpm) med de elleve sange fra 1965, hvor John Cale i øvrigt medvirker, en 7”-single med de resterende seks sange, en cd med hele molevitten samt et 28-siders stort hæfte med tekst, fotos m.m. Det hele er samlet i et meget smukt udstanset cover, som det fremgår af fotoet.
Words & Music, May 1965 udgives på flere formater af selskabet Light In The Attic den 26. august; deluxe-udgaven i et begrænset oplag på 7.500 eksemplarer.
Er du nysgerrig, er der link til en lille smagsprøve nedenfor.

%d bloggers like this: