Trentemøller – Memoria

Den soniske opdagelsesrejsende Trentemøller har udgivet sit nye pletfrie og eventyrlige album Memoria. Albummet består af 14 sange hvor man kastes rundt i dramatiske lydlandskaber, de kulsorte skygger gennembores af pulserende lys i Trentemøllers ulasteligt udformede lydunivers.

Albummet er helstøbt og på albummets første nummer “Veil of White” introduceres man til en mystisk dyb mangefacetteret lydverden med Lisbeth Fritze på vokal. På albummets andet nummer den meget opløftende “No More Kissing In The Rain” leverer Lisbeth Fritze en fantastisk vokal. På albummets første fire numre udforsker Trentemøller dreampop og tildels shoegaze med et fremragende resultat. På “In The Gloaming” tages man stille i en anden retning, udtrykket fra de fire første numre tilføres et mere elektronisk groove og så skifter albummet for alvor karakter med det psykedeliske percussionbårne nummer “The Rise”.

Helt centralt på albummet står den fremragende “When The Sun Explodes”, man løftes for en stund op i en anden lys verden og fremad mod noget andet inden sprækkerne viser sig. Herefter viser Trentemøller sig fra sin post-punk side sammen med Lisbeth Fritze på singlen “Dead Or Alive”. Disse to numre er omdrejningspunktet på Memoria og hører til nogle af Trentemøllers bedste kompositioner.

Herefter føres man ind i post-rocket univers inden Lisbeth Fritze endnu engang træder ind på den drømmende scene i “Like A Daydream”. “Linger” med dets støvede lyd og store klangflader slutter et fremragende album.

Trentemøller har skabt et hypnotisk unikt værk der er en ny retning for ham og det er med et fremragende resultat.

Memoria på Bandcamp

Trentemøller spiller i Den Grå Hal den 1. april og på Heartland Festival 2-4. juni.

%d bloggers like this: