Af Lars Movin

Forleden skrev jeg på dette sted om dokumentaristparret The Maysles Brothers og deres film om The Beatles’ første USA-turné i 1964. Anledningen til opslaget var, at jeg netop havde færdiggjort kapitlet om Beatles-filmen til min kommende bog om dokumentarfilm. Nu er jeg nået lidt længere i manuskriptet, nemlig til Maysles-brødrenes portræt af en anden britisk gruppe, nemlig “Gimme Shelter” (1970), om The Rolling Stones og den herostratisk berømte Altamont-koncert i Californien den 6. december 1969. En begivenhed, der skulle have været Rullestenenes gave til den amerikanske ungdomskultur, men som i stedet – efter manges opfattelse – kom til at lægge hippiedrømmen i graven.

The Stones’ 1969-turné løb over det meste af november og dækkede store dele af det amerikanske kontinent. I Maysles-brødrenes film følges de fra dét, der var tænkt som turens kulmination, tre koncerter i Madison Square Garden i New York (27. og 28. november), via en indspilningssession i lydstudiet Muscle Shoals i Alabama (til det kommende album “Sticky Fingers”) og frem til Altamont-festivalen, hvor et medlem af Hells Angels dræbte en 18-årig tilskuer med en kniv umiddelbart foran scenen, mens de sidste toner af sangen “Under My Thumb” klingede ud.

Det er et langt kapitel, jeg har skrevet om “Gimme Shelter” – der er meget at sige om den kontroversielle film – men her er nogle uddrag fra de afsluttende sider:

“I klippeprocessen var det filmens med-instruktør, Charlotte Zwerin, som – sammen med David Maysles – havde ansvaret for at finde en struktur til det uoverskuelige materiale. Og løsningen blev, at man i stedet for at tilrettelægge forløbet op til og under Altamont-koncerten som en klassisk Direct Cinema-film, hvor begivenhederne rulles ud nogenlunde, som de udspandt sig i virkeligheden, indførte et nutidslag, hvor medlemmerne af The Rolling Stones bliver præsenteret for forskellige optagelser, mens deres reaktioner bliver filmet. Med dette enkle greb bliver det tydeliggjort, at de begivenheder, der skildres, tilhører en fælles fortid, som er under kollektiv bearbejdning, samtidig med at det pointeres, at det ikke er hensigten med filmen at postulere, at der findes en enkel sandhed – hverken om drabet på Meredith Hunter eller om den bredere kulturelle betydning af Altamont-koncerten.

Alle tilstedeværende ved Altamont oplevede begivenhederne fra deres eget perspektiv, ingen kunne have et fuldt overblik, og det gjaldt også filmmagerne. På den måde er ‘Gimme Shelter’ blevet en metafilm om dokumentarismens vilkår, samtidig med at den har fået en status som en mellemting mellem den autentiske virkeligheds svar på Michelangelo Antonionis ‘Blow-Up’ (1966) og Woodstock-generationens Zapruder-strimmel.

(…)

Undervejs i filmen klippes der med uregelmæssige mellemrum tilbage til scenen ved klippebordet. (…) Krydsklipningen forlener materialet med en mild grad af suspense, idet man som beskuer kan få en fornemmelse af, at filmen følger The Stones og deres entourage i en bevægelse vestpå, tværs over det amerikanske kontinent, mens de nærmer sig den event, der skal være rejsens klimaks, men uden at være sikre på, om missionen vil lykkes.

(…)

I klipperummet er The Stones ikke længere kun protagonister, objekter for vore blikke, de er også selv observatører – på linje med os andre. Og dét, de nu ser, er en destilleret udgave af det flimmer, som i selve situationen ikke lod sig aflæse med nogen sikkerhed (både Albert Maysles og The Stones har fastholdt, at de først blev bekendt med drabet på Meredith Hunter efterfølgende). ‘Spol lidt tilbage,’ siger Mick Jagger til David Maysles, da Hunter-episoden er gledet over klippebordets monitor. (…) I slowmotion fremtræder det motiv, som ikke lod sig aflæse med det blotte øje: I nogle få frames ses den pistol, Hunter åbenbart havde i hånden, som en silhuet mod en hvid kjole. Og derpå reaktionen. Lynsnart omringes skikkelsen af Engle, og Alan Passaro svinger armen og sætter det afgørende dolkestød ind.

‘It’s so horrible,” mumler en forsagt Jagger, da realiteterne begynder at synke ind. I situationen, ved Altamont, var det hele stadig blot en makaber dans på kanten af afgrunden, en flirt med universets mørke kræfter. Musikken måtte fortsætte, og det gjorde den. Efter ‘Under My Thumb’ spillede The Stones yderligere otte sange, hvilket dog ikke fremgår af filmen, hvor der klippes direkte til den afsluttende ‘Street Fighting Man’. Hvorefter musikerne under paniklignende tumult masser sig ind i en propfuld helikopter, som nådigt løfter dem op over slagmarken og lidt efter lidt får minderne om de passerede begivenheder til at fremstå som reminiscenser af en ond drøm – og et uhyggeligt forvarsel om evakueringen af de sidste amerikanere fra Saigon fem år senere. Men Altamont 1969 var ikke en drøm. Noget skete, og en mosaik af fragmenter samler sig potentielt til et billede i ‘Gimme Shelter’. Hvad det billede forestiller, afhænger af øjnene, der ser.”

Læs mere, når bogen udkommer …