Af Jakob Olsne

Max Roach tårner højt i mit personlige trommedynasti. Hans indspilninger med Charlie Parker, hans indsats på Sonny Rollins ”Saxophone Colossus” og Miles ”Birth of The Cool”, selvfølgelig hans egne plader var en del af min ungdoms musik.

Så jeg så frem til at møde ham og lave lyd på hans gruppe.

En ældre distingveret herre træder i Montmartre, han er pænt klædt på i en cottoncoat, pæne brune sko og med en tweed bøllehat i skotsk snit og nydelige hornbriller. Han giver mig hånden og præsenterer sig og spørger efter mit navn. En særdeles venlig mand – lidt med udstråling af en pensioneret gymnasielærer i historie og oldtidskundskab – han ville sikkert have en god jazzpladesamling, god kunst på væggene og der kunne godt have været flueagn i hans hat i weekenden, hvor han var ude at fiske.

Jeg havde lært af Jazz Kay, at man ikke skulle overfalde musikerne med spørgsmål, fordi man var fan. Jeg havde også set grelle eksempler på lidt for emsige fans, der ikke kunne holde deres begejstring i ro og dermed irriterede musikerne.

Vi var jo service folk, der skulle få tingene til at glide, sørge for gode forhold for musikerne, så de kunne yde deres bedste. Så jeg passede min biks, spurgte om der var noget jeg kunne gøre, og droppede al fan begejstringen, min naturlige blufærdighed var også en hjælp.
Sjovt nok var mange af de helt store amerikanske kanoner enormt venlige, omgængelige og helt nede på jorden. De satte pris på det høje service niveau og jeg fik ofte drikkepenge, som de opfattede som helt naturligt.

Max Roach var virkelig rar og behagelig og spurgte mig hvad jeg ellers lavede, jeg var jo bare en knægt den gang – en rar onkel faktisk.

Men da han kom på scenen om aftenen, havde han fuldstændig skiftet personlighed. Musikken var skarp og på kanten – og imellem numrene, holdt han lange taler: det var vel en form for poesi, rap – men meget aggressivt: ”The white KKK feeds at the tits of the big white sow that is America” eller noget i den retning. Og lidt arabisk ind imellem, Roach var black muslim, og han hakkede også løs på Israel.

Pludselig rejser en mand sig op blandt publikum og begynder at skælde Roach ud. Engelsk blandet med hebraisk og jiddisch (Henvendt til hans bordkammerater). Her kom der lige pludselig et politisk clash, som man ellers ikke ser til jazzkoncerter. Der opstår lidt panik og manden går op på scenen. Han tager mikrofonen, jeg skruer ned og bandet forlader scenen. Jeg slukker for lyset, koncerten slutter abrupt, lige der. Jeg har på fornemmelsen, at det er nogle af Kays ikke særligt behagelige venner fra Vesterbro, der er ude på konfrontation.

Bandet kommer ikke tilbage. Folk går hjem.

Max har taget cottoncoat og bøllehat på og er ved at forlade Monten. Vi trykker hånd og han siger: ”Well, this wasn’t exactly our night, Jakob” med et sørgmodigt smil.

Nej, det var det ikke – men en stor oplevelse alligevel.

Illustration: Max Roach – digital art.