Af Carsten Jensen

ER DET LIGE MEGET, OM EN AFGHANER LEVER ELLER DØR?

Det er svært at forbinde krig med komedie, men når det gælder Danmarks indsats i Mali, må det i det mindste være tilladt at bruge ordet tragikomedie.

Forsvarsminister Tine Bramsen, som næppe ville være i stand til at finde Mali på et Afrika-kort, udsendte for lidt over en uge siden 90 jægersoldater. De skulle hjælpe i kampen for det demokrati, som Mali ikke har, idet en flok selvindsatte kupgeneraler netop har udsat alle valg i mindst fem år.

Kupgeneralerne bad i udsøgt uhøflige vendinger danskerne om at skride tilbage, hvor de kom fra. “Det finder vi os ikke i,” sagde udenrigsminister Jeppe Kofod, der for et syns skyld spillede fornærmet, før han smækkede hælene i og adlød generalerne, så de 90 jægersoldater igen trasker ledige rundt på danske kaserner.

Der har været krig i Mali i snart 10 år. Der er 5 millioner internt fordrevne, og det er jo den slags lande, Danmark er ekspert i succesfuldt at operere i. Tænk bare på Afghanistan, og mon ikke kupgeneralerne har tænkt netop på Afghanistan, da de bad danskerne om at skrubbe hjem?

20 års krig mod Taliban, og så tabte vi med et brag. Kun få måneder efter Kabuls fald er den afghanske befolkning truet af hungersnød i gigantisk målestok. Sender vi så nødhjælp til de mennesker, hvis bedste venner vi gennem tyve år hævdede at være?

Nej, vi behandler hungerkatastrofen i Afghanistan, som om det var en hungersnød på månens bagside, der kun gik ud over væsener, som end ikke optræder i vores biologibøger.

Jo, kupgeneraler kan være mange ting, men ikke nødvendigvis dumme, og kan man bruge hovedet bare en smule, er det nemt at gennemskue kynismen, når Danmark tilbyder væbnet hjælp. International befinder vores troværdighed sig så meget i bund, at selv et anløbent, trængt militærregime uden demokratisk troværdighed betakker sig.

Det turde være indlysende klart, at en katastrofe af det omfang, der nu truer afghanerne, ikke ville kunne have udviklet sig så hurtigt, hvis det ikke var, fordi landet til trods for vores mangeårige tilstedeværelse ikke bare var bundløst fattigt, men også systematisk misregeret af et regime, der i kynisme, korruption og kleptokrati formodentlig var uden lige. I en lille håndfuld byer havde der med international hjælp udviklet sig en ny middelklasse. For dem er Talibans sejr en tragedie. Det store flertal af afghanere, hvoraf de fleste bor under middelalderlige forhold i landdistrikterne, havde hverken tiltro til den regering, vi støttede, eller deres fundamentalistiske modstandere, men var i stedet desillusionerede overlevere, der blot håbede på at få lov at opleve dagen i morgen. Det er der nu mange af dem, der ikke mere har noget håb om, medmindre det internationale samfund træder til med nødhjælp.

Et hold dystert udseende talibanere kom i den forløbne uge til Oslo med hænderne strakt frem. De har ingen interesse i at se deres befolkning bukke under, men de opgiver heller ikke det fundamentalistisk styre, de i 20 år har kæmpet for. Og så står vi over for et dilemma. Et par millioner sultedøde afghanere kan jo meget passende udstille fundamentalismens fallit. Hjælper vi derimod de nødlidende, hjælper vi også Taliban. Principper eller mennesker? Så hvad skal vi gøre?

Den danske regering fandt det ikke ulejligheden værd at møde op i Oslo for at drøfte, hvad vi kan gøre for det afghanske folk, vi igennem tyve år hævdede, vi kæmpede for. Vores nederlag, og alle de løgne, vores fejlslagne krig var ledsaget af, vil vi helst glemme, og så kan vi lige så godt, når vi nu er i gang, glemme, at Afghanistan overhovedet findes.

Godt 20 milliarder kroner brugte vi på fiaskoen. Så heller ikke en krone mere. Sådan lyder den officielle indstilling. I vores store selvforherligende regnskab er det lige meget, om en afghaner lever eller dør, bare vi får lov at fortrænge krigen.

Er det virkelig sådan, vi danskere tænker?