Af Jakob Olsne

Jeg har været fuldstændig stegt med Sonny Rollins siden jeg var knægt. Han er Tenoren, Coltrane er fantastisk og genial, men Sonny er en spillemand, med en tone man kan vælte bygninger med og læne sig opad, hvis man er lidt træt. En vidunderlig improvisator – på engang subtil, men også ligefrem.

Så der gik et sus gennem byen, da det forlød at Sonny skulle spille på Monten. Jeg var så heldig, at jeg så/hørte alle tre aftener, men jeg var jo også på arbejde som stagehand, andre tog sig af lyden.

Det var egentligt lidt spøjst, fordi Sonny gad altså ikke at snakke med nogen. Alle de gamle kolleger fra USA: Kenny Drew, Dexter Gordon, Richard Boone, osv. fik simpelthen ikke audiens. Sonny sad bare på Kays kontor og hang ud.

Den sidste aften gik der bud til mig før koncerten, Kay var løbet tør for tjald – om jeg kendte nogen?
Jo da, det gjorde jeg vist nok, og jeg fik kaldt en ven til. Han ville gerne levere, men betingelsen var at han måtte ryge med. Som sagt, så gjort, pludselig sad vi på kontoret med Sonny og Kay. Der blev mixet og stoppet ned i Kays merskums Sherlock Holmes pibe (mindre kunne ikke gøre det).

Min ven advarede Sonny – pas på, det er ikke pot, det er hash – det er stærkt, måske var det Masar-e Sharif fra Afghanistan? Eller noget fra Bekaa dalen i Libanon? (Der kommer mere om den i en anden historie).

Sonny gloede på min ven, med vantro i blikket – og tog et par ordentlige pift på piben. Jeg var egentligt på arbejde, så klog af skade, lod jeg bare som om.

Sonnys saxofon var udstyret med en af de første mini mikrofoner, den var ikke trådløs, men havde en ledning vedhæftet og var sat på saxofonen med et sindrigt ståltrådssystem.

På vej op på scenen trådte Sonny på ledningen, så mikrofonen røg af, han gik ind på kontoret og smed mikrofonen og vandrede så gennem publikum vildt spillende. Hele første sæt spillede han uden mikrofon, han fartede rundt på scenen og høvlede løs. Jeg fik rigget en mikrofon på scenen og fik stillet den frem, så han kunne spille ind i den. Han var fuldstændig ligeglad – det eneste han brugte den til, var i et kort ophold mellem numrene, at sige: ”SABOTAGE”!! Og så høvlede han videre – den aften spillede han Stevie Wonders Isn’t She Lovely – ca. 7 gange – gerne midt i et andet nummer, så rytmegruppen blev gentagne gange fuldstændigt overraskede.

I andet sæt fik man monteret Sonnys mikrofon igen, men han fortsatte ufortrødent med at spille vildt fabulerende og helt eventyrligt.

Til sidst sendte han rytmegruppen ned af scenen, de var kørt helt flade. Så sad Sonny på scenen med benene udover kanten og hyggede sig med publikum, spillede calypso og fik publikum med på at synge: ”Don’t, Don’t stop the Carnival”

Tre dage med ubegribeligt fed musik, med en af de største!

Så vidt jeg husker, fik jeg også drikkepenge af Sonny, flink mand!