Militær oprustning er på bekostning af velfærd

Af Dan Sørensen

Medierne slår falsk alarm. Russisk invasion af Ukraine er usandsynligt.
Medierne skal forholde sig mere kritisk til, hvorvidt truslen om invasion er reel, og eksempelvis oplyse om, at NATO’s militærbudget er 16 gange så stort som Ruslands. Det ville være trist, hvis dækningen fører til, at vi igen opruster på bekostning af velfærd.

Når medierne beretter om vestlig frygt for russisk invasion og anneksion i Ukraine a la Krim 2014, mangler de at drage en parallel til Cubakrisen. Dengang i 1962 kom der en skarp amerikansk reaktion – blandt andet med oprustning af den amerikanske flådebase ved Guantanamo på Cuba – mod at få russiske raketter i deres såkaldte baggård. I det lys kan man godt forstå, at russerne ikke er vilde med, at NATO de seneste 30 år har udvidet mod øst og opstillet raketter klos op ad Rusland.

Pressen har den seneste måneds tid været præget af situationen ved Ukraine grundet vestlig frygt for en russisk invasion. Information har deltaget med ledere, klart valgt side og blandt andet skrevet den 28. december 2021: »De, som truer med krig for at trumfe krav igennem, bør ikke belønnes«.

Og den 31. december 2021 havde Information endnu en leder, der giver udtryk for, at »Rusland er bøllen i skolegården«. Disse udsagn er helt på linje med Politiken, der blandt andet skrev den 12. december 2021, at vi ikke må svigte Ukraine igen.

TV Avisen på DR fulgte trop den 3. januar 2022 med, at USA vil »reagere resolut«, hvis Rusland invaderer Ukraine.

Fra politisk side lød det fra forsvarsminister Trine Bramsen i Politiken den 19. december, at støtten til Ukraine er urokkelig. Hun skriver, at hvis vi vælger »i stedet at lade stå til, viser al erfaring, at Rusland vælger en vej, vi ikke ønsker for hverken Ukraine eller Europa. En vej, hvor magtsproget, denne sabelraslen og den aggressive oprustning kun er blevet mere markant«.

Mod tendensen skal Information dog anerkendes for at bringe to artikler med divergerende synspunkter henholdsvis den 10. januar og den 13. januar.

Vi må huske at stille os selv spørgsmålet om, hvem der truer hvem. Dernæst må vi spørge, om der er fare for krig – men lad os først lige stoppe op og se os lidt tilbage.

Husk på Krims historie
Årsagen til det spændte forhold mellem Rusland og Vesten er primært den russiske anneksion af Krim i 2014. I den sammenhæng er der et par ting, der er vigtige at holde sig for øje.

Først og fremmest må man huske, at Krims befolkning er orienteret mod Rusland og ikke mod Ukraine. Efter Ruslands anneksion af Krim blev der i marts 2015 afholdt et valg, hvor Krims befolkning med stort flertal vedtog at lade sig indlemme i Rusland. Valget blev ikke anerkendt af internationale observatører, men jeg mener ikke, at det rokker ved Krims befolknings orientering mod Rusland. Men det hører vi ikke meget om i vestlige medier.

Resten kender vi udmærket: Vestlige sanktioner mod Rusland. Beslutning om oprustning i NATO til to procent af BNP. Optrapning af fjendskab. Borgerkrigen i de to ukrainske østregioner, der grænser op til Rusland, Donetsk og Luhansk, hvor prorussiske oprørere er i krig mod ukrainsk hær og frivillige.

Husk også, at den dengang selvstændige sovjetrepublik Krim blev lagt ind under den Ukrainske sovjetrepublik i 1954. Det skete af uforklarlige grunde og trods flere faktorer, der burde pege i stik modsat retning: Dels spiller Krim en stor rolle i den russiske nationale bevidsthed, dels har Krim et russisksindet flertal, og så er Krim et ferieparadis for russerne – samt meget vigtigt: Krim er base for sortehavsflåden.

Det var ikke så vigtigt dengang i 1954, da Ukraine og Rusland var med i samme union, men det blev det til gengæld, da Ukraine blev uafhængigt i 1991. Den historie hører også med til fortællingen om den russiske anneksion af Krim, men også her vender danske medier, herunder Information, det blinde øje til.

Man taler desuden om Ukraines ret til selvbestemmelse, og det er jo fair nok. Men sådan så man ikke på det i 1962 med hensyn til Cuba. Dengang var det selvforsvar mod aggression. I 1962 skete der så det, at Sovjetunionen undlod, ganske vist under maksimalt pres, at opstille raketter på Cuba.

Men nu er det modsat. Jeg vil mene, at det ville være en god idé i et forsøg på at mindske spændingen, at USA og NATO giver en klar garanti for, at det ikke også kommer til at ske i Ukraine. Men det er næsten lige så utænkeligt, som at russerne skulle forlade Krim.

Russerne vil ikke invadere Ukraine.
Til spørgsmålet om, hvorvidt russerne faktisk vil gå ind i Ukraine, er mit bud nej. Det er der særligt fire grunde til.

For det første er flertallet i Ukraines befolkning i modsætning til på Krim orienteret mod Vesten og ikke mod Rusland. Det viste oprøret mod den russiskorienterede præsident Janukovitj og hans flugt til Rusland i 2014. Ukraine er ikke Krim, og det ved russerne godt.

For det andet er russerne bekymrede for, at Ukraine, ligesom de andre østlande, bliver en del af EU og NATO. Det er ligesom en rød linje for Rusland. Det kunne være en grund til at slå til først, kunne man mene. Men i november 2017 overværede jeg et foredrag med Niels Bo Poulsen fra Forsvarsakademiet med titlen »Kommer russerne?«, hvor han sagde, at et lands trussel var et produkt af dets vilje og dets evne til krig. Han sagde også, at russerne ikke havde viljen til at erobre landområder, ej heller evnen til en langstrakt krig. Men han mente samtidig, at Rusland godt kunne finde på at bruge såkaldt hybride virkemidler eller sågar militær magt, hvis de føler sig truet på deres eksistens.

For det tredje er det med evne og vilje vigtigt, for NATO-landenes samlede militærbudget var i 2019 hele 16 gange større end Ruslands. Hvor mange mon er klar over det? I 2017 var forholdet til gengæld ’kun’ 1 til 13. Det siger dels noget om oprustning, men også om, hvem der også har grund til at føle sig truet.

Forsvarsbudgetter er ikke nødvendigvis lig med militær slagstyrke, men Stockholm International Peace Research Institute peger på, at et land med et ti gange større forsvarsbudget næsten med sikkerhed har en større militær slagkraft.

For det fjerde udtalte professor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jacobsen til Zetland den 21. december 2021, at »Forventningen er, at der ikke sker noget. Risikoen for krig er ekstremt lille. Det er sådan set det, FE har sagt siden 2014. Man skal ikke være bange for at sove om natten, heller ikke på Bornholm«.

Pressen må ikke nære fordomme.
Man fristes til at spørge, om danske politikere er klar over ovennævnte forhold, og om de er villige til at inddrage dem i vurderingen af den reelle trussel fra Rusland. Det kan være endog meget svært som et lille land at tale NATO midt imod.

Da forsvarsordførere tilbage i oktober 2017 var samlet i DR Debatten for at tale om forsvarsforliget for 2018-22, var Rasmus Jarlov (K), Martin Lidegaard (R) og Eva Flyvholm (EL) helt enige om en militær overlegenhed i NATO’s favør. Alligevel blev der vedtaget en stigning i forsvarsbudgettet på 20 procent.

Derfor bør man afsluttende spørge, om pressen tør røre ved den varme kartoffel.

Der er ingen tvivl om pressens ansvar, når det drejer sig om at give eller ikke at give næring til fordomme og fjendebilleder. Det er utrolig let at fortsætte i det gamle, vedtagne spor. Men pressens mål burde være gennem oplysning at bidrage til en fredelig løsning på det spændte forhold.

Der er med andre ord grundlag for en hel artikelserie i Information, der særdeles belejligt kunne udkomme forud for et nyt forsvarsforlig. Hvis ikke er alternativet måske, at vi igen på bekostning af velfærd skal opruste med 20 procent, ligesom i 2018.

Dan Sørensen er tidligere gymnasielærer. Indlægget blev bragt i Information den 21. januar, 2022.