Af Carsten Jensen

Det billede, jeg har valgt at slutte året med, skildrer en vintersolopgang på Ærø. Det er et øjeblik af ubetinget skønhed. Jeg står på kajen i en lille by på en lille ø, men jeg er en del af noget opløftende større.

Jeg har følt det samme de få gange i mit liv, hvor jeg har set Nordlyset. Jeg har oplevet nordlyset på en skitur i Norge, på havet ud for Tromsø, i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Jeg ved godt, at det er elektrisk ladede partikler fra solen, der trækkes ind i atmosfæren af Jordens magnetfelt, som skaber de svajende lystæpper tværs over nattehimlen. Alligevel føler jeg det, som om en kosmisk kraft meddeler sig til mig. Jeg bliver hver gang lige overvældet og stille.

Jeg kunne skrive en nytårsbetragtning, hvor jeg opsummer årets mange højdepunkter og endnu flere lavpunkter. Jeg kunne konstatere, at vi endnu ikke har ladt pandemien bag os, men at den her på årets sidste dag raser vildere end nogen sinde og omtrent dagligt slår nye smitterekorder. De danske myndigheder tager det usædvanligt roligt, og denne uventede ro, der har afløst den påpasselighed, vi mødte de tidligere smittebølger med, har da også anbragt os på en flot førsteplads blandt planetens mest smitteplagede nationer.

Men vi går tilsyneladende ubekymrede det nye år i møde. Er vi blevet ligeglade, sløvede af den nye omskiftelighed, resignerede, når det kommer til den uforudsigelighed, der pludselig plager vores liv og saboterer al planlægning? Eller er vi blevet frygtløse i den erkendelse, at sådan vil livet være fremover, og at vi indtil nu har levet i en forkælet parentes?

For nylig regnede det på den grønlandske indlandsis´ højeste punkt, hvad der aldrig før er sket i historisk tid, og stadig større dele af den før så blændede hvide is er dækket af et brunt algelag, som tiltrækker solens varme stråler og accelerer afsmeltningen. Gigantiske gletsjere på Antarktis forbereder sig på at kælve inden for det næste årti. Hvert år byder på nye brud på den naturens orden, vi troede, vi kendte. Hvordan skal vi reagere? Med tavshed? Med bortvendte rygge? Med den velkendte reaktion, at hver nation er sig selv nærmest? Eller bare med panik?

Vi er nødt til at se det i øjnene. Vi lever midt i en revolution, og det er ikke samfundsomstyrtere, der står bag revolutionen, men en samfundsomstyrtende natur. Vi står over for et radikalt valg. Enten tilpasser vi os de ændrede livsvilkår, som en natur i ubalance dikterer os, eller også bukker vi under.

Der er et par strofer fra den norske digter Hans Børli, jeg får lyst til at citere. “Jeg levede mine år med Syvstjernen som nabo… jeg kender de lave myrestier/ mellem brudte strå på jorden/ men også længslens kongevej af/ lys/… jeg er et menneske. Jeg har/ erkendt storheden i det/ at være så uendelig lille.”
Det er ad længslens kongevej af lys, vi skal vandre. Det er nordlyset skrift på væggen, vi skal lære at læse. Der er ikke noget galt i at være lille.
I “Snehyttens sange” beretter grønlandsfareren Knud Rasmussen om den tavse mand Satdlaqué. som følte, at hans egne ord var alt for fattige til at skildre naturens storhed. En måneskinsnat, da han forsøgte at udtrykke sin glæde ved at være til i sang, hørte han en stemme fra luften. “Lille menneske! Dine ords ekko har nået mig! Tror du virkelig, at jeg kan rummes i din sang?”

Det er ydmygheden, Satdlaqué lærer af naturens store stemme, og det er den ydmyghed, vi også må lære.