Filmen har intet med jul at gøre, men for mig har den alt med jul at gøre

Af Eddie Michel

Bussen er lige kørt ud af billedet. Han står alene i vejkrydset Prarie Stop, Highway 41. Fem minutter senere, efter der stort set intet er sket, hvilket netop derfor får spændingen til at stige, udspiller sig her en af de mest berømte filmscener, optaget hen mod slutningen af Hollywoods såkaldte Golden Age. Året er 1959. Iscenesætteren er Alfred Hitchcock. Manden er Cary Grant. Filmen er North By Northwest. Den har intet med jul at gøre, men for mig har den alt med jul at gøre. Når den salige fred, himmelske fred toner julenat herned, og alle har forladt skuden eller er gået til køjs, er det nemlig en fast julenat-tradition, at jeg skænker mig en uforskammet dyr cognac, sænker mig dybt ned i sofaen, hvor jeg lader den voldsomme trængsel og alarm forlade systemet, og så ellers luner mig ved mesterværket, der på så mange måder dannede skole for stort set alle efterfølgende spionfilm. Traditioner er ikke det værste man har … og om lidt er 1. juledag klar.