1 ÅR UDEN VORES FAR

Af Torben Holleufer

Der er gået præcis et år denne nat. De havde taget iltapparatet fra min far, Jørgen Holleufer, som var ramt af Covid-19 og nu lå og trak vejret i en døs af morfin. Han virkede semi-bevidst, og jeg gav den som dj og spillede noget af det musik, som havde været blandt vores fælles berøringspunkter i de mange år, hvor han næsten blind først og fremmest måtte nyde gennem høre- og smagssansen.
Far havde i sine unge år villet være operasanger, og var endt med at være en dygtig medarbejder i DR’s musikafdeling i Radiohuset i sidste halvdel af 1950’erne, hvor han også blev gift med Mor og jeg blev født. Så et fælles referencepunkt var de nordiske helte i form af sopranen Kirsten Flagstad og tenoren Lauritz Melchior, som var Wagner-sangere i absolut topklasse med henholdsvis norsk og dansk pas, eller i Melchiors tilfælde efter krigen: amerikansk.
Så Far lå der med de fine blå øjne nærmest rettet mod udgangen – både fra hospitalsstuen og livet – og jeg spillede de sidste arier fra tredje akt af Tristan & Isolde for ham og mig, og når Kirsten Flagstad ramte et højt C eller D gav det et sæt i Far, som indikerede, at han stadig til fulde registrerede musikken og måske også sin ældste søns væren dér i rummet.
Omkring denne tid ved 02-tiden, hvor jeg havde våget ved hans side i 36 timer, slap jeg koncentrationen og blundede. Som det ofte er, blev det Fars øjeblik, for vi vælger gerne at tage af sted, når vi kan rejse alene.
Jeg blev blidt vækket af sygeplejersken, som sagde: “Din far er vist lige taget af sted”. Jeg var lysvågen med det samme. Far var stadig varm. Hans smukke øjne syntes at søge det fjerne hinsides Hillerødnatten, og jeg fik god tid til at være der med ham. Så gik jeg ned og afførte mig alle værnemidlerne, og da jeg genså Far efter at lægen havde været der, og de havde gjort ham i stand, var det som var sjælen allerede fløjet bort.
Far var et dejligt menneske, som var ret kompleks, da han var yngre, men som da børnebørnene kom og især efter Mors bortgang i 2005 blev mild, hensynsfuld og sød overfor alle. Hans viden var rystende og hans hukommelse legendarisk.
Da han døde mistede jeg min bedste og ældste ven, sådan føltes det.
Far ligger i dag på De ukendtes på Mariebjerg Kirkegård i samme sektion som Mor og mine mostre Kitter og Inge.
I de sidste 15 år holdt jeg hvert år jul sammen med Far. Sidste år holdt jeg den alene, ikke mindst fordi jeg havde arvet Fars Covid-19 og var i karantæne. Og også i år ser det ud til, at jeg skal være alene denne aften. Er inviteret til noget i familien med rimeligt mange mennesker, men trods det tredje booster-skud, er der ingen grund til at gamble.
Tænker at jeg vil høre Liebestod med Kirsten Flagstad og mindes Far i mit stille sind, men også i Fars stil: uden ynk og alt for meget sentimentalitet. Far havde netop det – stil.
Elsket være Fars minde.

Foto: Torben Holleufer (Jamila Holleufer, Selma og Far)