RINGEAGT FOR MENNESKER

Af Carsten Jensen

Hvorfra kommer Inger Støjbergs ringeagt for loven, som i dag har indbragt den tidligere integrationsminister en historisk dom på to måneders ubetinget fængsel?

Drives Inger Støjbergs næsten 200.000 følgere på Facebook af ringeagt for loven? De 35.000, som i de første timer efter domfældelsen har sendt hende deres likes? De 10.000 kommentarer, som udtrykker deres sympati med hende, og udnævner hende til martyr i en heroisk kamp for noget, der i den største hån mod alt, hvad vores samfund burde stå for, kaldes danske værdier? Tæller alle disse mennesker også lovløshed blandt de danske værdier, de hylder?

Nej, Inger Støjberg har ikke ringeagt for loven. Det har hendes hundredtusinder af tilhængere heller ikke. De har ringeagt for noget helt andet, nemlig mennesker med en anden hudfarve, religion eller kultur end deres egen. De har ringeagt for den etniske underklasse, der varetager alle de ydmyge, ikke-prestigegivende jobs i Danmark, der får vores samfund til at holde sig på benene. De har ringeagt for de mennesker på flugt, der har mistet alt i ubarmhjertige krige og katastrofer, og som af tilfældets vinde er blæst ind over vores grænser. Dem regner de ikke for rigtige mennesker, men anser dem blot for anonyme flokdyr, som ikke kan gøre krav på individualitet, hverken foran vores fordømmende blik eller foran loven. Over for disse retsløse er alt derfor tilladt.

Med en tsunamibølge af stramninger gjorde Inger Støjberg og hendes talrige meningsfæller på Christiansborg det til en nationalsport at pine livet og den sidste overlevelsesvilje ud af alle disse hårdt prøvede mennesker, der aldrig kunne vide sig sikre for en hjemsendelse, en chikane, endnu et reducerende indgreb i et i forvejen hårdt presset liv.

Der er ingen lov, der forbyder en lovgiver at fejre andre menneskers lidelser med lagkage og stearinlys, for ringeagt for andre hører ind under ytringsfriheden. Og Inger Støjberg fejrede triumferende sine ondskabsfuldheder omsat til lov i sikker bevidsthed om, at hun ikke blot havde hundredtusinder af vælgere bag sig, men også et flertal af Christiansborgs folketingsmedlemmer.

Og så begik Inger Støjberg i sin magtfuldkommenhed et lillebitte fejltrin. Hun overtrådte loven, vidste det selv og ignorerede sit faux-pas, fordi hendes lovovertrædelse blot var en betydningsløs detalje i en storslået historisk mission.

Derfor tog det så lang tid at få en rigsretssag op at stå. Derfor krævede det så mange debatter, så mange spidsfindige juridiske overvejelser, så svære afstemninger at nå frem til en rigsretssag. Derfor var der indtil det sidste tvivl om udfaldet af rigsretssagen. For var det ikke flertallet af partier, der her risikerede at blive dømt, ikke blot for forsømmelighed, men for entusiastisk opbakning bag lovbryderen?

Men nej. Der var heldigvis en grænse, en lidt for åbenlys fare for ansigtstab, hvis lovbryderen Inger Støjberg blev frifundet. I hendes menneskeforagtende livssyn var flertallet enige. I hendes foragt for loven var de tvunget til at være uenige.

I går faldt der en nødvendig dom over et juridisk fejltrin.

Der faldt ingen dom over Inger Støjbergs ringeagt for mennesker.