BRAHMS 4

Af Per Wium

I 1992 var jeg til fire på hinanden følgende torsdagskoncerter med Radiosymfoniorkestret.
Temaet var Brahms. Hans fire symfonier og fire instrumentalkoncerter.
Kurt Sanderling dirigerede.

Tænk, han dirigerede alle fire symfonier uden noder foran sig. Tænk at have styr på så meget musik, så mange noder, så mange orkesterstemmer. Fascinerende!
Jeg er særligt glad for Brahms’ 4 .symfonis første sats (afdeling).
Den er for mig næsten indbegrebet af klassisk orkestermusik. Smukke temaer, dragende passager, stolte orkesterklange. Det tænker jeg når jeg hører den sats.
Selve indledningen er i virkeligheden meget enkel. De tre første toner danner en “nedadgående, brudt mol-treklang”. Tonerne er h – g – e og danner tilsammen en e-mol. Og den næste (fjerde) tone søger så opad og er med i den a-mol, orkestret nu spiller.

Da jeg skulle finde et youtube-link til opslaget her, lyttede jeg faktisk (i formiddag) til flere indspilninger. De fleste havde ikke den ro og enkelhed, jeg syns hører til. Og som jeg husker Kurt Sanderling bragte frem for 29 år siden 🙂
Men jeg fandt en rigtig god een. Med Herbert von Karajan og Berliner Philharmonikerne.
Den er fra 1988. Året inden Karajan døde – og blot få år inden min oplevelse med Kurt Sanderling i Radiohuset.

“Store musikoplevelser” er tilegnet sundhedspersonalet.