Af Kresten Bang Heinfelt

Jeg har aldrig rigtig forstået det der med, at man kan blive ked af det, når en “kendt” person, som man ikke kender, går bort. Men denne her rør mig sgu alligevel. 💔

Men det virker også som om jeg kender Lars lidt, uden at han aner, hvem jeg er. Han var mit allerførste og største fodboldidol. Min far slæbte mig med på Odense Stadion fra jeg har været ca. 5 år gammel, så første jeg så Høgh’en folde sine vinger ud var i ca. 1984! Min fars “faste” plads på stadion var bag det ene mål (på det der i øvrigt nu hedder Richard Møller tribunen, en anden pænt stor helt), her sad jeg, ikke synderligt fodboldinteresseret, men der kørte en slikvogn rundt langs banden, så en gang pr. kamp, stod jeg 10 meter fra Høgh’en og mærkede suset, når hans modstandere kom ned mod målet. Da jeg blev lidt ældre og inkarneret OB fan (og det her vil måske lyde lidt mærkeligt for unge fodboldfans), men der måtte man hoppe over banden og løbe ind til spillerne efter kampen og få autografer og snakke med dem, mens de gik mod omklædningen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg gik ved siden af min helt Høgh, og nogle gange tiggede man måske om hans handsker eller trøje, og fandme om jeg ikke engang fik hans målmandshandsker. Jeg har ikke antal på glædestårerne, da jeg igen sad ved siden af min far. Nogenlunde samtidig spillede jeg på 2. holdet i min årgang i OB, og jeg husker det som om at vi trænede nogenlunde samtidig med 1. Divisionstruppen (ja superligaen hed 1. Division i gamle dage), så når vi gik ind fra træning og kom forbi 1’eren, så trænede Høgh’en og de andre derinde og så stod vi klinet op af banden og kiggede på. Vi stod der tit til deres træning var slut, og så kunne man snakke med spillerne, og hvis man var heldig måtte man prøve at skyde et straffe på Høgh’en (i min erindring er det som om det tit var sådan, men det var højst sandsynligt kun en enkelt gang eller to). Jeg kan ikke huske om jeg scorede på Høgh’en, jeg kan kun huske den barnlige glæde og fascination over at stå ansigt til ansigt med min helt.

Det var ikke kun på fodboldbanen, at Høgh’en gjorde indtryk på mig. Jeg husker en sommer, hvor min far og jeg var på stranden, om det var Nordstrand i Kerteminde eller ved Hasmark, det kan jeg ikke huske, men der lå Høgh’en med venner lige ved siden af mig og drak en øl i sandet og røg en smøg, som jeg husker det, og de grinte. Min far (som var født i 1927) havde back in the days trænet hold helt op til Fynsserien og havde en nogenlunde anstændig dommerkarriere, og kendte derfor en del i fodboldverdenen og faldt selvfølgelig i snak med Høgh’en og venner og jeg sad med min sodavand og så mine to største helte (min far og Høgh’en) sludre og drikke en bajer. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv, guden på banen var også bare verdens flinkeste mand, hvilket i mine barneøjne bare fik ham til at blive endnu større ♥️.

Spol ca. 4 år frem, jeg er 14 år og mine helte skal spille mod Real Madrid 🤯. Som jeg husker det, så kunne man bl.a. købe billetter i Rosengårdscenteret, men for at være sikker på billet ville det være en god ide at sove derude i kø til billetsalget..Jeg måtte ikke for min mor Lise, men mine to skolekammerater Emil og Karsten fik lov af deres forældre og købte en billet til mig ♥️. Vi endte med at stå lige bag målet, hvor Høgh’ napper en friløber fra Laudrup, og hvor selvsamme scorer i 90’ minut til 2-3. Fjorten dage senere sidder jeg klinet til skærmen for at se returopgøret, og Høgh’ens vinger har aldrig været større. I mine øjne sørger den største danske målmandspræstation for, at Bisgaard i overtiden kan gøre det til 0-2 og det største danske klubresultat er en realitet! Jeg tudede i stuen på Lahnsgade, så min mor kom løbende og spurgte om jeg var ok.

Jeg var inde i byen, da de OB spillerne kommer hjem, det er kun EM i 92, der kan sammenlignes med den glædesrus, og her var man sammen med spillerne, hold nu kæft!

Alle disse oplevelser krydret med, at jeg som barn og ung har set Høgh’en live langt over 100 gange gør, at Høgh’en som nok den eneste nogensinde har nået det øverste trin på heltetrappen. At han så også lige oven i ALTID har fremstået som ordentligheden selv, altid smilende (og smuk), altid dedikeret gør, at jeg faktisk er ked af det i dag.

Jeg kendte ikke Lars Høgh, han kendte ikke mig og jeg er ikke religiøs, men i dag går jeg sgu og håber på, at jeg i efterlivet igen får lov til at stå bag banden og kigge på min helt nappe et straffespark eller ti, og jeg må hoppe over banden og lade som om, vi altid har kendt hinanden. ♥️