Af Lars Movin

Det tog lige et par dage at synke nyheden om Lawrence Weiners død i torsdags, 79 år gammel. Ikke fordi jeg var nogen nær ven af Weiner, det var jeg langt fra, men jeg har dog besøgt ham temmelig mange gange i hans hjem i The Village i New York. Og jeg holdt meget af hans forfriskende blanding af sofistikeret vid og den rå og direkte form, der nok var en reminiscens af opvæksten i The Bronx. Så ud over at han var en af sin generations væsentlige kunstnere vil jeg på et personligt plan huske ham for en dør, der altid stod åben, også selv om han ikke umiddelbart havde noget at ‘bruge’ mig til. Og så det faktum, at han som regel havde noget begavet at sige om snart sagt hvilket som helst emne, man kunne bringe på bane.

Det sidste trak min makker Steen Møller Rasmussen og jeg eksempelvis på i en række film, som vi lavede sammen eller hver for sig med deltagelse af Weiner – blandt de fælles værker tænker jeg først og fremmest på “Lowell Celebrates Kerouac” (1998) og “Connections: Ray Johnson On-Line” (2001). Og så kom jeg i tanker om Weiners dybe og velmodulerede stemme, da jeg i 2004 manglede en person, der kunne indlæse Allen Ginsbergs digt om det cambodjanske tempelområde Angkor Wat til lydsporet til det lille videonotat “Angkor Wat – A Poem by Allen Ginsberg”. Lige præcis det digt fandtes – så vidt jeg kunne konstatere – ikke i Ginsbergs egen oplæsning, men Weiner viste sig at være den perfekte stand-in. Da vi mødte op for at optage hans recitation, afviste han at have brug for at øve sig eller lave en test først – i første hug læste han simpelthen hele vejen igennem det lange og ikke helt ukomplicerede digt uden at begå en eneste fejl undervejs. Filmen kan ses på dette link:

I en ganske anden boldgade indvilgede Weiner også uden tøven i at bidrage til den udstilling, “Close-Ups. Samtidskunsten og Carl Th. Dreyer”, som Lene Crone og jeg kuraterede til Nikolaj Kunsthal i 1999. Weiner vidste som sagt noget om det meste – og selvfølgelig var han også ganske velbevandret i den danske instruktørs oeuvre og havde i 1994 skabt et lille ‘essay’, “Carl Th. Dreyer. A Fable of Women and Water”, som vi fik lov til at optrykke i udstillingens katalog.

Sidste gang, Weiner var på plakaten i Danmark, var i den forgange sommer, hvor Hostebro Kunstmuseum viste den store udstilling “CLOSE TO A RAINBOW”, der sluttede den 31. oktober (et omfattende katalog skulle angiveligt være på vej).

På billedet herunder ses Lawrence Weiner i sit atelier i april 2014. På det tidspunkt havde jeg planer om at lave et opfølgende interview med ham om hans arbejde med film, et emne, jeg havde interviewet ham om før. Sådan skulle det ikke blive. Besøget blev mit sidste hos Lawrence Weiner.

(foto: lm)