JA ER DET KORTESTE ORD I VERDEN

Af Carsten Jensen

Der står en dreng midt i mudderet i en flygtningelejr. Er han vores medmenneske?

Ja, siger dit blik, når du ser ham stå der fortabt og alene.

Ja, siger dit hjerte.

Nej, siger dansk flygtningelovgivning.

Dér i mudderet skal han blive, siger Folketingets flertal. For vi har et officielt navn til mudderet. Det hedder nærområde. Så bliv i mudderet, lille dreng. Her skal du vokse. Her i lejren, bag hegn og pigtråd, kan du realisere din drømme. Byg dine egne små mudderslotte og håb så på evig tørke, for ellers regner de væk.

Der er en norsk digterinde, Gunvor Hofmo, som engang efter Anden Verdenskrig, skrev om det, hun kaldte kollektivmennesket, et ord, som vi i dag opfatter som grimt med et ekko af totalitære regimer, hvor der ikke er plads til individualisme. Men Gunvor Hofmo mente noget andet.

Det er et menneske, skrev hun, som mærker andres nød, træthed, hede, som om det var hans eller hendes egne følelser og fornemmelser. “Og han kunne ikke værge sit eget hjerte, for han var ikke én, men alle, ” skriver hun. Hofmos kollektivmenneske lukker aldrig øjnene for andres lidelser og risikerer, som hun udtrykker det “at blive sprængt under fællesskabets byrde.” Han kan ikke skyde noget fra sig, han trækker ingen grænser, han siger ja, for “ja er det korteste ord i verden”. At åbne øjnene for andres lidelse og nægte at ignorere den, siger Hofmo, er det afgørende ja til det menneskelige fællesskab.

Gunvor Hofmo vidste, hvad hun talte om. Hendes elskede, en jødisk flygtningekvinde, Ruth Meier, blev en tidlig morgen i november 1942 hentet af tyskerne. Der findes et foto af skibet Donau, som forlader havnen i Oslo med 529 norske jøder om bord. Kun ni overlevede gaskamrene i Auschwitz. I billedets forgrund står en flok nysgerrige mennesker og betragter skibet. Lidt borte fra de andre står en kvinde, man formoder er Gunvor Hofmo. Hun står der for at tage den sidste afsked med sin elskede. Tabet kom til at præge hendes digtning resten af livet.

Og de andre? Er de bare tilskuere? Hvis de er, må vi formode, at de intet ser. De er som os, når vi på skærmen betragter andres lidelser. De er som den danske flygtningelovgivning, der overlader de ulykkelige til deres egen skæbne: blinde for det menneskelige fællesskab.

Vi, der står bag borgerforslaget om en ny, mere menneskeværdig flygtningelov, som Folketinget skal debattere i dag mellem kl. 14 og 16, var i tirsdags i kort audiens hos Udlændinge- og Integrationsudvalget. Af udvalgets 28 medlemmer var tre mødt op. Så uvæsentlig finder Folketingets partier debatten om verdens voksende flygtningeproblem. Ligesom flertallet af tilskuerne til jødernes sidste rejse om bord på Donau er de blinde.

Vi var i Folketinget i tirsdags, vi er i Folketinget igen i dag fredag, fordi vi synes, at ja er det korteste ord i verden. Derfor skal drengen ikke blive i mudderet. Derfor vil vi ikke sende syrere tilbage til deres sønderskudte fædreland. Derfor skal ingen drukne i Middelhavet eller fryse ihjel i sumpene ved grænsen til Polen. Vi har plads til dem, i vores hjerter, i Danmark og på vores store europæiske kontinent.

Vi er alle mennesker, en del af det samme fællesskab, og fordi ja er det korteste ord i verden, vil vi blive ved med at sige det højt.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.