NÅR MAGTEN DEMONSTERER MOD SIG SELV

Af Carsten Jensen


Danmarks statsminister Mette Frederiksen går med i klimamarchen lørdag d. 6. november, hvor befolkningen i 25 byer protesterer mod langsommeligheden, ordfægteriet, uvilligheden og den manglende konsekvens i gennemførelsen af den klimapolitik, de er blevet lovet.

Demonstrationen ender foran Christiansborg, hvor demonstranterne stirrer op mod de tomme vinduer. Mette Frederiksen er der ikke. Hvor er hun så? Mit spørgsmål er ikke bogstaveligt ment, men eksistentielt. Går hun med i demonstrationen for at udstille sin egen afmagt?

Jamen, har Mette Frederiksen da ikke flertal i Folketinget sammen med de tre andre partiledere, der også deltager i demonstrationen, Sofie Carsten Nielsen, Mai Villadsen og Pia Olsen Dyhr? Til sammen har de fire partiledere flertallet, og hvis de bruger deres magt, behøver vi slet ikke protestere foran Christiansborg. Er det en lektion i desillusion, eller i mistillid til demokratiet, de vil give os med deres demonstrative deltagelse i et protesttog, hvis vrede er rettet mod dem selv?

Mangler statsministeren og lederne af hendes støttepartier kun de røde næser for at understrege, at politik ikke er andet end en cirkusforestilling, og at de selv har rollen som klovner i det store spil om klimaet?

Hvad laver vores førende politikeres oldebørn ved næste århundredeskifte?

Mette Frederiksens oldebarn er maskingeværskytte på en af Fort Europas bastioner og skyder hver dag rutineret ind et knogleland af døde klimaflygtninge. Mattias Tesfayes oldebarn er pigtråds-fabrikant. Rasmus Stoklunds oldebarn dirigerer droner over Østersøen, der sender de ustoppelige bådflygtninge ned på bunden af det hav, hvor de hører til. Klimaministeriet er afskaffet sammen med vejrudsigten, der forudsigeligt er den samme hver dag, høje temperaturer, evig regn og orkaner. Dan Jørgensens oldebarn er skønlitterær forfatter i den mest populære genre af alle, den såkaldte retro-fiktion, som handler om dengang, solen skinnede om sommeren, og der var sne om vinteren.

Danmark er i mellemtiden blevet omgivet af et nyt Dannevirke, der tjener den dobbelte funktion at holde både flygtninge og de stigende vandmasser tilbage. Fabrikationen af vandpumper er Danmarks største industri, mens vindmølle-produktionen har måttet indstilles, da vindmøllerne vælter hver gang en ny orkan fra Nordsøen fejer ind over Danmark.

Af samme grund er der ikke længere nogen danskere, der bor oppe på jorden. Vi lever alle i underjordiske byer sammen med en millionstor svinebestand, som vi af nostalgiske og gastronomiske grunde ikke vil sige farvel til. Alle politiske partier er på grund af situationens alvor fusioneret til et parti, kaldet National Partiet, hvis stifter, Mette Frederiksen, på de officielle portrætter altid afbildes sammen med unge klimademonstranter. En fremsynet kvinde, kaldes hun i partihistorien.

Er det der, vi vil hen?

Er det frivolt, ja, direkte utilstedeligt på satirisk vis at udmale en sådan fremtid?

Nej, det er frivolt og ikke bare utilstedeligt, men direkte livstruende at lade, som om denne karikatur på et Danmark nedsunket i permanent barbari ikke er en realistisk mulighed.

For det er der, vi er på vej hen med den nuværende mangel på konsekvens i klimapolitikken. Afskovningen, de tilbagevendende skovbrande, de kælvende isbjerge, den tøende permafrost, dræber-orkanerne, oversvømmelserne, de vandfaldslignende regnskyl, det er kun begyndelsen.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.