Morten Kjerumgaard Reumert er død

Af Per Wium

Tidligere organist i Beefeaters Morten Kjerumgaard Reumert er død.

Min ven, Morten, er død efter længere tids sygdom.

Selv om Morten og jeg var keyboard-kolleger og kendte til hinanden, skulle der gå mange år inden vi mødtes. Vi blev bragt sammen af de gode mennesker på Ragnarock-museet i Roskilde for ca. ti år siden. Vi opdagede at vi (dengang) boede ret tæt på hinanden og Morten inviterede på kaffe i hans flotte musikrum. Der hvor det store, berømte Hammondorgel stod, side om side med Leslie’en (roterende højttaler til Hammond-orgel).

Jeg var yngre end Morten, så han havde været mit store idol på Hammond-orgel.
Hans lyd, hans registreringer (med drawbars) og hele hans måde at spille på havde og har været til kæmpe inspiration for mig!

Da den første kop kaffe var drukket, var der sympati og gensidig respekt i rummet og vi havde meget lyst til at tale om musik med hinanden.
Det blev til flere samtaler og vi kom også til at optræde sammen ved et arrangement på Ragnarock i 2017 – det handlede om det første Beefeaters-album.

Morten og jeg var blevet gode venner og han spurgte om jeg ville være hans sparringspartner i forhold til gendannelsen af gruppen Beefeaters. I forhold til valg af musikere og i forhold til overvejelser vedr. booking. Det ville jeg gerne og jeg er stolt over mit lille, beskedne bidrag til at Beefeaters fra november 2018 igen optrådte på danske scener.

Morten spurgte om jeg havde lyst til at indlede debut-koncerten på Halmtorvet 9, Københaven. Det ville jeg med stor glæde. Det foregik den 3. november, 2018.

Da Morten blev alvorligt syg, ringede han til mig og fortalte om situationen. Det gjorde et stort indtryk på mig, men det gjorde også et indtryk at Morten var afklaret om situationen. Vi har i løbet af foråret, sommeren og dette tidlige efterår haft mange samtaler.

Jeg kommer til at savne Morten Kjerumgaard som musiker, som samtalepartner – og som ven!

Foto: Eric Klitgaard.

%d bloggers like this: